Ørum

Træf for modeltraktorer i Tjelecentret i Ørum

Modeltraktorudstillingen i Ørum tiltrækker drenge i alle aldre fra hele landet – og sågar udlandet. Billederne er fra klubbens hjemmeside

Der er noget for voksne legebørn, når minitraktorentusiater fra hele landet kommer til træf i morgen lørdag. Her vil der både være usædvanligt små traktortræk og flotte miniaturelandskaber med moderne og gammeldags landbrugsmaskiner.

ØRUM – Klubben blev startet for snart 10 år siden, og i løbet af årene har klubmedlemmerne specialiseret sig i at bygge små traktorer i størrelsesforholdet 1:87 eller 1:32. Der købes både modeller fra ny, men nogle bliver også bygget helt fra bunden. Små redskaber bliver tilføjet, der males og justeres, så traktorerne bliver så livagtige som mulige. En del af hobbyen består også i at bygge landskaber, som traktorerne og landbrugsmaskinerne kan ses pløje, harve eller køre i sand i. Det er kan man alt sammen se, når foreningen holder træf i TjeleCentret i Ørum lørdag den 5. november fra klokken 10-16.

Michael Rasmussen har medlemsnummer 12 og har været med næsten helt fra start. Han er træfansvarlig og har tidligere været bestyrelsesmedlem. Da han opdagede klubben, var det en lettelse for ham at finde ud af, at der var andre voksne mænd, der ligesom ham selv havde en stor passion for traktorer – specielt dem, der kan stå på hylder, repareres på skriveborde og tages med under armen.

– Inden jeg blev medlem af klubben, var jeg lidt flov, når jeg købte traktorer i legetøjsbutikker. Så bad jeg altid om at få pakket dem ind, for jeg ville ikke afsløre, at det jo var til mig selv. Men nu er vi jo en helt masse, der samles om denne her interesse, fortæller Michael Rasmussen.

Tjelecentret-modeltraktor-udstilling-2
De fleste af traktorerne er modeller, der er flot stillet op på landskaber, de kreative medlemmer af klubben selv har lavet.

For hele familien

Der er tre årlige træf i modeltraktorklubben. Det er nemlig en landsdækkende forening med cirka 135 medlemmer, så træffene sker i hele landet. Der plejer at være god opbakning til arrangementerne med både salgsboder, minitraktortræk og en rigtig fin stemning. Mange børnefamilier finder ofte vej til træffet.

– Mange fædre tager jo deres sønner med til den her slags arrangementer. Og ofte finder de ældre generationer også lidt sjov i de gamle traktormodeller; en Ford 500 eller en grå Ferguson. Det er jo traktorer og landbrugsmaskiner, min generation kan huske fra dengang, vi var børn. Dem samlede vi jo roer i, fortæller Michael Rasmussen, der altid har haft et helt specielt forhold til landbruget. Han har været tilknyttet en gård, siden han var 8 år gammel.

– Jeg håber folk vil komme og få et indblik i en verden, de færreste kender til, men som de fleste kan relatere til, lyder opfordringen fra Michael Rasmussen.

Man kan læse mere på www.modeltraktorklubben.dk

Kommentarer