Hammershøj

Torvecafeen i Hammershøj genstarter med festligt 10 års jubilæum

Torvecafeen i Hammershøj, som på fredag genåbner med fejring af 10 års-jubilæum, er blevet en lokal succes med stor tilslutning. Billedet her er fra en sæsonafslutning i 2013, hvor Onsildkoret leverede underholdningen. Arkivfoto

Efter halvandet år med coronanedlukning inviteres der fredag atter til Torvecafé i Hammershøj. Her kan man samtidig fejre, at det er 10 år siden det sociale samlingspunkt blev sat i søen.

Det var daværende sognepræst ved Vorning, Kvorning, Hammershøj kirker, Eva Ladefoged, som sammen med repræsentanter fra kirkelauget, Røde Kors og ÆldreSagen, for ti år siden tog initiativet til Torvecaféen i Torvehallen i Hammershøj. Ønsket var at skabe et sted, hvor man kunne mødes på tværs af alder, nationalitet, køn eller social status. Et sted hvor alle mennesker, ensomme og ældre kunne komme og få en snak over en kop kaffe og et stykke kage.

– Vi havde ingen kapital, da vi startede op, men Torvehallen, som kommunen ejer, er gratis at bruge. Menighedsrådet betalte for annoncering af arrangementerne, Ældresagen betalte kage de tre første måneder, og Dagli’Brugsen gav kaffen. Foreningen LandboSenior Purhus-Tjele, som på daværende tidspunkt holdt deres arrangementer i Torvehallen, var desuden så venlige at lade os bruge deres kaffemaskiner og service, fortæller Eva Kammersgård, som er nuværende primus motor i gruppen af frivillige bag Torvecaféen.

Stor opbakning

Initiativet med cafémøderne faldt tilsyneladende på et tørt sted, for allerede fra starten var der god opbakning med deltagelse af 35 til 45 personer ved de første arrangementer.

– Det var også gratis at deltage, penge skulle ikke være en barriere for nogen til at møde op, og så tilbød man også at hente borgere, som ikke selv var mobile, fortæller Eva Kammersgård.

Med den store tilslutning, blev det besluttet, at fortsætte med caféarrangementerne i det nye år. Brugerne meddelte, at man gerne ville betale for kaffe og brød,  og prisen blev fastsat til 20 kroner pr. næse.

I 10 år har man nu afholdt Torvecafé hvert år, med undtagelse af coronatiden, fra september til april på fredage i ulige uger og med få undtagelser altid fra klokken 14 til 16.

Faste rammer

Det er en fast tradition, at gruppen bag Torvecafeen, som har haft skiftende medlemmer, altid mødes før og gør klar. Der dækkes borde med velourduge, som er skænket af brugerne, og der pyntes med blomster og lys for at skabe en hyggelig stemning. Det er også gruppen bag, der på skift medbringer småkager og viskestykker med mere, ligesom de sørger for oprydning og vask af dugene.

Med årene har Torvecaféen fundet sit eget format med nogenlunde faste traditioner, fortæller Eva Kammersgård.

– Vi starter typisk med en sang eller to, og en fra gruppen akkompagnerer på et elklaver, vi har fået stillet til rådighed. Nogle gange er der en quiz, hvor der dystes om lokal viden, og det er noget, der kan få snakken i gang, siger hun og tilføjer.

– Andre gange er der oplæsning, eller vi laver stolegymnastik, og ind imellem er der også let underholdning til vores cafémøder, som altid slutter med en sang eller to.

 

Flere aktiviteter

I årenes løb har Torvecaféen også budt på alternative arrangementer. Et år var man eksempelvis på besøg på Tjele Efterskole, hvor deltagerne fik en rundvisning på skolen, og elever fra ekstremsportlinien viste nogle af deres færdigheder.

Sidste år i januar var lokalarkivet forbi til fredagscafé for at få hjælp til at sætte navne på steder og personer på gamle billeder. Det var en stor succes, som man overvejer at gentage.

Børnehaven har også været forbi og gået luciaoptog, og ved flere lejligheder har Torvecaféen haft musikalsk underholdning på programmet.

Det er dog stadig mødet mellem mennesker, samværet og den gode samtale, der er udgangspunktet for Torvecaféen, understreger Eva Kammersgård.

– Vi glæder os til at møde folk igen. Mange har haft det rigtigt hårdt under nedlukningen, så det er dejligt, at vi nu igen kan invitere til en hyggelig eftermiddag, hvor folk kan få snakket, grinet og sunget sammen igen.

Fordi det er 10 års-jubilæum, så er bliver det dog alligevel en lidt anderledes fredagscafé, man kan se frem til. Støtteforeningen bag, for sådan én er der også kommet i årenes løb, giver smørrebrød i dagens anledning. Derfor starter arrangementet på fredag også allerede klokken 13, og så kan deltagerne se frem til en overraskelse i løbet af dagen, lyder det fra Eva Kammersgård, som også minder om, at der kun er 50 pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Alle er velkomne til arrangementet, som bliver et festligt startskud til en ny sæson med nye møder i Torvecaféen.

Torvecafeen har flere gange haft besøg af børne fra Hammershøj Børnehus, som her på billedet fra 2014, hvor de store børn går luciaoptog. Arkivfoto

Kommentarer