Tørfisk tog kegler i Løvskal nok engang
Fredag 18. august optrådte Thyborøn-bandet ‘Tørfisk’ for andet år i træk i Løvskal. 240 veloplagte tilhørere havde bænket sig i Amfien ved ‘Løvskalhus’ for at lytte, grine og synge med.
I år kunne de fremmødte både synge med på melodi og tekst, det blev til en rigtig hyggelig aften med glade mennesker, lyder meldingen fra arrangørerne.
Aftenen startede med fællesspisning klokken 18, som mange havde valgt at deltage i. Menuen leverede ‘Lindas Madhus’, Hammershøj, og den bestod af lækre flæskestegssandwich og frikadeller med kold kartoffelsalat, som blev skyllet ned med en god Hankock- øl eller vand som opvarmning til ‘Tørfisk’.
Når både musikken og øllet er godt, så er det ikke så ringe, som vi jyder udtrykker os, lyder meldingen fra bestyrelsesformand Lone Frandsen.
– Vi var heldige med vejret i Løvskal denne aften, kun lidt støvregn drillede lige inden pausen. Og det forstyrrede ikke de fremmødte, som havde regnfrakker og paraplyer lige ved hånden, fortæller hun.
Resten af koncerten forløb i lunt og stille tørvejr – en rigtig dejlig sensommeraften og -nat, som først sluttede klokken 01.30.
Løvskal-egnens Lokalråd, som står bag arrangementet er glade for successen med arrangementet, som ikke mindst skyldes en stor indsats af mange frivillige i Løvskal.
Kommentarer