Kultur

Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv fejrer 50-års jubilæum med reception og et dyk ned i forhistorien

Arkivleder Jimmy Fisker glæder sig til at byde folk inden for på lørdag, når Arkivet fejrer 50 års jubilæum. Foto: Lene Hove

Lørdag den 3. februar kan Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv kan fejre 50-års jubilæum, og det bliver markeret med en festlig reception, hvor blandt andre tidligere museumschef, Henning Ringgaard Lauridsen, vil bidrage til ‘underholdningen’.

Af Jimmy Fisker, arkivleder, og Gitte Hagsholm, redaktør på Viborg Netavis

TJELEEGNEN – Den 26. februar 1973 stod at læse i Viborg Stifts Folkeblad, at der i Tjele var blevet nedsat et udvalg med det formål, at arbejde videre med tanken om at oprette et lokalhistorisk arkiv for Tjele Kommune. Udvalget skulle i de følgende måneder afklare det kommende arkivs økonomi, lokaleforhold og ledelsesform.

Et år senere, i februar 1974, kunne de syv personer, der udgjorde udvalget, meddele, at man nu var klar til at modtage de første arkivalier.

Allerede fra dag ét har Arkivet haft det formål, som efterleves den dag i dag: Nemlig at indsamle, registrere og opbevare arkivalier af enhver art med tilknytning til Tjeleegnen og stille det indsamlede materiale til rådighed for offentligheden.

I løbet af de mange år er der indsamlet mellem 10.000 til 12.000 arkivalier i form af fotos, skøder, personlige dokumenter og meget andet fra den lokale befolkning.

Arkivleder Jimmy Fisker sammen med en af arkivets flittige frivillige, Knud Erik Hansen. Foto: Lene Hove

Digitaliseringens  tidsalder

Meget har ændret sig i løbet af Arkivets levetid, og nu bruger Arkivets flittige frivillige meget tid på at digitalisere de indkomne arkivalier, så de er tilgængelige for alle, uanset hvor man befinder sig, bare man har adgang til internettet.

Arkivet boede de første tyve år i kælderlokaler under det daværende alderdomshjem i Ørum, “Søgården”. I 1994 flyttede arkivet til de nuværende lokaler på Tjelevej 8, den tidligere jernbanestation

Efterhånden som de øvrige lejemål i bygningen ophørte, blev det muligt for Arkivet at overtage hele huset, således at Arkivet i dag råder over samtlige 228 kvadratmeter.

Tidligere museumschef, Henning Ringgaard Lauridsen. Privatfoto

Festlig fejring

Arkivet markerer sit 50-års jubilæum med en festdag lørdag den 3. februar fra klokken 13 til 17, som afholdes i Arkivets lokaler på Tjelevej 8 i Ørum.

Der vil på forskellig vis blive fortalt lidt om Arkivets og egnens historie. Desuden vil tidligere museumschef, Henning Ringgaard Lauridsen, fortælle nogle gode og grumme historier fra lokalarkiver.

Arkivet byder i dagens anledning på et let traktement, og alle er velkomne.

Kommentarer