Tjele Venstre fejrer 50-året for Mindelunden i Løvel
På lørdag 27. april markerer Tjele Venstre 50-året for indvielsen af Mindelunden i Løvel. Det sker ved et arrangement på stedet med deltagelse af blandt andre Kristian Pihl Lorentzen og byrådsmedlem Johannes Vesterby.
Mindelunden i Løvel blev i tidernes morgen anlagt til minde om Løvelkredsen (Viborgs 5. valgkreds), som bestod fra 1849 frem til amts- og kommunesammenlægningen i 1970.
Hos Tjele-egnens Lokalhistoriske arkiv kan man blandt andet læse følgende:
“Et udvalg nedsat af sognerådet begyndte i1966 at undersøge mulighederne for et anlæg af en historisk mindeplads i Løvel for de tidligere kåringsvalg til rigsdagen, der blev afholdt her. Efter Laust Nørskov´s død i1966 faldt det Løvelkredsens Venstre helt naturligt, at der i Løvelkredsen skulle rejses et minde for Laust Nørskov for hans indsats. Han var valgt af Venstre til at repræsentere kredsen i Rigsdagen fra 1914 til sin død. (…) I tankerne indgik også en plan om at få flyttet den tidligere landbrugsminister Anders Nielsen´s mindesten hertil. Den stod ved Randersvejen over for Asmildkloster Landbrugsskole.
Til formålet blev trekanten mellem ”Smadderstræde”, Gl. Ålborgvej og Tinggade udset”.
Mindelunden repræsenterer således nogle af de mænd, der blev valgt ved kredsens afstemninger til at varetage kredsens interesser på tinge. Her iblandt Anders Nielsen, som blev landbrugsminister. Desuden Laust Nørskov fra Bjerregrav, som også blev kendt for sit store arbejde for hedeopdyrkningssagen.
I 2001 blev Mindelunden suppleret med en større sten for kredsens sidste folketingsmand Gustav Holmberg, som var medlem af Folketinget i perioden 1947-1979.
Rundt i anlægget er der opstillet 18 kampesten – en for hver af de 18 tidligere sognekommuner, der udgjorde valgkredsen. Desuden en større sten, der bærer navnene på alle de 9 mænd, der blev valgt i kredsen siden kredsens første folketingsmand i 1849 overretsassessor W.J. A. Ussing.
Springvandet i Mindelunden blev, på foranledning af kommunal- og amtsrådspolitiker Arne Dalsgaard, etableret i 1993 som en forskønnelse af byen.
Fejringen af 50-året for Mindelunden markerer Tjele Venstre på lørdag 27. april ved et arrangement, hvor der vil være indlæg af Kristian Pihl Lorentzen, Johannes Vesterby og Vagn Aage Kjeldsen. Arrangørerne er vært ved kaffe og kage, og der vil være mulighed for at købe øl og vand.
Kommentarer