Tidligere Grundfos-direktør valgte aktiv dødshjælp i Schweiz efter længere tids sygdom

Privatfoto.

MINDEORD: Kim Klastrup, tidligere brandingdirektør hos Grundfos, er død, 70 år.

Kim Klastrups vigtigste arbejdsår foregik på Grundfos i Bjerringbro, hvor han i 25 år havde lederjobs indenfor kommunikation og branding. Han var uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og havde en MBA fra Henley Business School.

Kim Klastrup blev født i 1954 i Møgeltønder, hvor hans far var slotsforvalter på Schackenborg Slot, senere flyttede familien til Ølgod, og i 1973 blev Kim Klastrup matematisk student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm.

Allerede under studierne på statskundskab begyndte Kim Klastrup at arbejde med kommunikation i sit eget firma Brugsbilleder, der senere skiftede navn til AV-compagniet.

Fra han i 1990 kom til Grundfos, blev han en del af pumpefirmaets enorme udvikling, og det blev en vigtig del af hans arbejdsliv at rejse rundt til Grundfos-afdelingerne i hele verden.

Han stod i 2001 i spidsen for relanceringen af koncernens logo og hele det efterfølgende brandingarbejde under sloganet Be-Think-Innovate, der holdt i over tyve år.

Kim Klastrup brændte også for, at Grundfos skulle bruge kunst og sport som døråbner til kunder og samarbejdspartnere, og derfor blev Grundfos en stor sponsor for bl.a. håndbold.

I tre år var han undervejs udstationeret som direktør for Grundfos Sverige.

Han sad også igennem årene i en del bestyrelser f.eks. i Instituttet for Fremtidsforskning og i kaospilotuddannelsen, hvor han også var formand, og han var i en periode medlem af VL-gruppe 67 samt censor på Handelshøjskolen i Aarhus. Han var endvidere medstifter af netværket Erhvervsforum Aarhus, hvor han i en længere årrække sad i bestyrelsen.

Efter sin pensionering flyttede Kim Klastrup fra Aarhus til Ebeltoft og åbnede her i byens gamle apotek et lille museum med sin samling af B&O-apparater.

Det var en passion og en hobby, der gennem årtier havde givet masser af oplevelser og kontakter, og da han i 2022 solgte sin samling til B&O, kunne Struer-firmaet drage afsted med flere hundrede apparater og effekter, bl.a den første båndoptager og virksomhedens første fjernsyn. Et unikt stykke danmarkshistorie, som B&O ikke selv havde gemt på, og ovenikøbet var alle apparaterne blevet renoveret og fungerede. Så selvom salget var vemodigt, glædede Kim Klastrup sig over, at den store samling forblev intakt, og han var stolt over, at det var B&O, der købte den.

Kim Klastrup boede de sidste par år igen i Aarhus, nu voldsomt påvirket af Parkinsons sygdom, og han valgte at rejse til Schweiz og få aktiv dødshjælp. Han ønskede selv, at det kom frem, at han på den måde selv bestemte, hvornår og hvordan hans liv skulle ende.

Han efterlader sig sine to sønner, Victor og Felix, og deres familier.

Kommentarer