Temadag i Viborg: Sundhed er for alle – uanset handicap
Handicaprådet i Viborg Kommune vil sætte et styrket fokus på sundheden blandt borgere med handicap. Fredag den 5. oktober klokken 08.30-12.30 inviterer Handicaprådet derfor alle interesserede til temadag om sundhed – uanset handicap.
Vi taler om sundhed som aldrig før. Desværre viser tal fra den nationale folkesundhedsundersøgelse ‘Hvordan har du det’ fra 2017, at det bliver for meget ved snakken. Og skidt ser det ud, når man kigger på handicapområdet. Sådan lyder det fra Handicaprådet i Viborg Kommune, som nu inviterer til en temadag om både fysisk, psykisk og social sundhed.
– Mennesker med handicap er ofte udfordret på flere sundhedsområder. Bevægelse, eller manglen på samme, gør det vanskeligt at være fysisk sund. Et handicap kan begrænse den sociale sundhed og muligheden for at skabe et netværk, hvilket alt sammen går ud over den psykiske sundhed, siger formand for Handicaprådet, Ulla Serup Thomsen.
– Det handler også om at erkende sit handicap og få den hjælp og vejledning, man har brug for, og det får man i samarbejde med andre, ligger hun fast og fortsætter:
– Hvad enten det er kommunens tilbud eller de frivillige organisationers, skal vi være med til at guide borgerne i den rigtige retning.
Det ønsker rådet at sætte fokus på med temadagen den 5. oktober.
Opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed
– Det vigtigste formål med temadagen er at få skabt opmærksomhed på området. Vi skal have vakt en interesse og en nysgerrighed fra tilhørernes side og give dem mulighed for at se, hvad de kan gøre for fællesskabet. Det er for alles skyld – både kommunens, de handicappedes og de frivillige foreningers, siger Ulla Serup Thomsen.
– Selvom der igennem flere år har været sat fokus på sundhed, vil vi gerne samle mere info, give nye input og opfordre til samarbejde på tværs af både kommune og organisationer. Vi ønsker at se på det hele menneske, fortsætter hun.
Inspiration fra Peter Qvortrup Geisling
Alle interesserede er velkomne, når TV-lægen Peter Qvortrup Geisling lægger ud med et foredrag om sundhed for alle. Herefter får deltagerne mulighed for selv at være aktive i en række workshops, der udforsker forskellige dele af sundhedsbegrebet ud fra en handicappolitisk tilgang.
Deltagerne vil opnå øget viden om det sundhedspolitiske område og initiativer, der kan støtte op om at styrke det brede sundhedsbegreb.
– Vi har lavet et spændende program for dagen og håber, at mange forskellige mennesker med interesse for området vil bruge en fredag på selv at blive klogere og også gøre os klogere på sundhed, slutter Ulla Serup Thomsen.
Praktiske oplysninger
Temadagen afholdes på Viborg Ungdomsskole, Reberbanen 13 i Viborg. Der serveres kaffe/the/vand og frugt, og dagen afsluttes med en let frokost.
Det er gratis at deltage i temadagen. Læs mere her.
Kommentarer