Teknik & Miljø i Viborg Kommune får ny direktør
Stig Isaksen er fra 1. februar 2025 ny direktør for Teknik & Miljø i Viborg Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Når Stig Isaksen sætter sig i direktørstolen for Teknik & Miljø, er det en direktør med stor ledelseserfaring og indgående kendskab til området, der træder ind i direktionen.
De seneste fire år har Stig Isaksen været direktør for Teknik & Miljø i Køge Kommune, og inden da var han blandt andet direktør for Kultur, Miljø & Erhverv i Aabenraa Kommune.
Borgmester Ulrik Wilbek er ikke i tvivl om, at det er den rigtige kandidat, der er valgt til direktørposten.
– Stig Isaksen får en nøglerolle i samarbejdet med erhvervslivet og øvrige samarbejdspartnere – både i kommunen og bredt med aktører uden for kommunen. Det er for eksempel i forbindelse med opførelse af det statslige fængsel, ny motorvej, udviklingen af AU-Viborg i Foulum, projekter med vedvarende energi og meget mere. Jeg ser frem til et godt samarbejde og er overbevist om, at hans store erfaring og indsigt bliver en stor gevinst – både når der skal findes løsninger, og når der skal udvikles på området, siger Ulrik Wilbek.
Stig Isaksen ser også frem til at begynde sit nye job i Viborg Kommune.
– Viborg er en spændende kommune – både på grund af den geografiske størrelse – men i lige så høj grad på grund af de mange store projekter, Viborg er involveret i. Jeg sætter stor pris på et aktivt samarbejde med politikere, borgere, brugere og erhvervs- og foreningsliv, og det er jeg sikker på, at de mange projekter giver anledning til. Jeg ser frem til at begynde det næste kapitel af mit arbejdsliv i Viborg Kommune, lyder det fra den kommende direktør for Teknik & Miljø.
Stig Isaksen er opvokset i Kolding og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Privat er han gift med Anette og far til fire udeboende børn. Sammen med sin hustru er han i fuld gang med at rykke teltpælene op i Køge og vende hjem til Jylland.
Stig Isaksen afløser Hans Jørn Laursen, der efter otte år på posten har valgt at prioritere sit arbejdsliv på en ny måde, så han får mere tid til familie og andre interesser.
Kommentarer