Debat og politik

Tange Sø: De gode løsninger findes hos naboen

Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen, Ans. Næstformand for Foreningen til bevarelse af Tange Sø.

Debatten om fremtiden for Tange sø og værk har efterhånden bølget frem og tilbage i 30 år. Nu er det på høje tid at få sagen afgjort med en bred aftale mellem Folketingets partier.

Modstandere af sø og værk, herunder Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, kræver søen tømt. Andre er tilhængere af et 6-11 km langt omløb til Gudenåens vand. Disse to vidtgående løsninger indebærer imidlertid tab af enorme rekreative, økonomiske, naturmæssige og kulturhistoriske værdier. Derfor er de uacceptable og urealistiske.

Den tredje løsning i form af et kort stryg ved Tange er derimod en balanceret og realistisk løsning, der imødekommer EUs direktiver. Desværre påstås det fra forskellig side, at “Tangestryget” ikke lever op til EUs krav. For at få afprøvet denne påstand har jeg lige været på tre dages feltstudietur hos svenske vandkraftværker og miljømyndigheder samt miljørådgivere.

Og her er den rigtig gode nyhed: Svenskerne har for længst fundet og gennemført løsninger med korte stryg, der dokumenteret sikrer fri passage for alle arter, herunder laks, ørreder, ål og lampretter.

Jeg vil opfordre til, at de danske miljømyndigheder og DTU Aqua snarest tager på studietur til broderlandet, så fakta kommer på bordet forud for den forestående politiske beslutning om Tange Sø. Erfaringer fra virkelighedens verden og dokumenteret effekt kan ikke siddes overhørig. I Sverige har man bevist, at grøn el fra vandkraft sagtens kan gå hånd i hånd med hensynet til miljø og natur.

 

Kommentarer