Kultur

Tag på en anderledes sommerferie: Oplev jernalderen på Hvolris

Både dyr og mennesker nyder jernalderlivet på Hvolris. Foto: PR/Hvolris

Landsbyen på Hvolris Jernalder liver op igen, når erfarne og helt nye beboere flytter ind og prøver kræfter med jernalderens gøremål ved bål og esse. Oplev det enkle liv og dagligdagen i jernalderen med aktiviteter som bueskydning og traditionelt håndværk.

Efter en travl sæson med glade skoleelever, der har oplevet jernalderen på egen krop, skifter scenen nu på Hvolris Jernalder. I fire uger leves jernalderlivet i landsbyen med daglige gøremål og aktiviteter. Beboerne udgør en god blanding af garvede og nye beboere, der kaster sig ud i jernalderlivets mobilfrie og afstressende hverdag.

– Det er en stor glæde for os, at kendte ansigter vender tilbage, og nye kommer til. De første kommer tilbage til den ro og fred, som de ikke vil undvære, og de nye får en oplevelse, de aldrig glemmer, siger Hanne Sørensen, der er daglig leder på Hvolris Jernalder.

I uge 29 kan man møde både jernalder- og vikingehåndværkere samt enkelte vikingekrigere, som demonstrerer og fortæller om håndværk og våbenbrug, herunder bronzestøbning.

I løbet af de fire uger afholdes der enkelte temadage, hvor man kan dykke lidt grundigere ned i et af oldtidens håndværk. Buebanen er åben dagligt.

Buebanen er åben daglig, så man kan øve sig i at ramme plet. Foto: Iben Neergaard Thomsen

Gang i grillen

Det har altid været muligt medbringe egen madkurv og nyde den i de smukke omgivelser på Hvolris Jernalder. Som noget nyt vil der i år være adgang til at grille sin medbragte mad ved hovedbygningen som afslutning på et hyggeligt besøg. Grillkul kan medbringes eller købes på Hvolris Jernalder.

– Der er noget særligt ved at samles omkring grillen og nyde hjemmelavet mad sammen. På Hvolris Jernalder handler det ikke kun om at genopleve historien, men også om at nyde fællesskabet , lyder det fra Hanne Sørensen, der har høje forventninger til endnu en god sommersæson med glade gæster.

Der kokkereres ved bålet dagligt. Foto: Hvolris

 

 

Kommentarer