Karup

Tag del i debatten om kartoffelmelfabrikkens udvidelse

Arealet som der skal planlægges for: 50 hektar sydvest for Karup. Kort: Viborg Kommune.

Tirsdag den 28. marts er der på et borgermøde i Karup Forsamlingshus mulighed for at blive klogere på Karup Kartoffelmelfabriks omfattende udvidelsesplaner – et byggeri med op til 55 høje siloer. 

Økonimiudvalget gav på sit møde tirsdag i denne uge grønt lys til at sætte gang i fordebatten, som varer to uger og slutter den 30. marts. Den egentlige høringsfase kommer efter al sandsynlighed til at ligge i skolernes sommerferie, så hvis man regner med at være bortrejst her, gælder det om at følge med og eventuelt blande sig nu.

Fabrikkens planer

Karup Kartoffelmelfabrik, der i dag breder sig over 10 hektar, ønsker at udvide med yderligere 50 hektar i vestlig retning – en ændring, der kræver ny kommune- og lokalplan.

Helt konkret er ønsket at udvide produktionen fra 86.500 tons i 2015/2016 til cirka 120.000 tons i 2025. Det kan lade sig gøre fordi EU-kvoterne på produktionen af kartoffelmel ophørte i 2012, men de nuværende produktionsbygninger har for det første ikke kapacitet nok og ligger for det andet for tæt på byen.

Planen er over tid at rykke produktionen helt ud af byen med nye produktionsanlæg og udfase de anlæg, der ligger tættest på byen ved Engholmvej. Håbet er, at man kan begynde udfasningen i 2025.  Til den tid håber fabrikken også at kunne sætte gang i nye funktioner for eksempel forarbejdnig af ærter, majs og hestebønner til stivelse, proteiner og fibre.

I forbindelse med nybyggeriet er det også planen at opføre nye siloer i tilknytning til de gamle. De nye siloer bliver op til 55 meter høje.

Ejer al jorden

 

Karup Kartoffelmelfabrik ejer i forvejen alle arealerne indenfor planområdet undtagen Åhusevej 10, men her ligger en fuldmagt fra ejeren til, at arealerne kan indgå i planlægningen.

Tværs gennem det nye fabriksområde løber en vejreservation til en omfartsvej nord om Karup by – en forlægning af rute 12 – Herningvej. Vejdirektoratet har på kartoffelmelsfabrikkens ønske indsnævret det stykke jord, der i fremtiden skal være reserveret til en ny omfartsvej. Den nye vejreservation skal også indføres i kommuneplanen.

Det bliver nødvendigt at etablere broer over Åhusevej og en over Omfartsvejen til transport af kartoffelmel mellem fabrikkens delområder.

Næste borgermøde i sommerferien

Efter planen kommer den egentlige offentlige høring til at ligge i skolernes sommerferie i ugerne 25-33. I den forbindelse bliver der også et borgermøde, men sikkert uden deltagelse af en del bortrejste børnefamilier.

Håbet er kommune- og lokalplanstillæg er endeligt vedtaget i slutningen af dette år.

Borgermødet tirsdag den 28. marts er fra klokken 17-19.

 

Kommentarer