Viborg By

Tæskehold sendt efter mand på Café Mitten

Det var en uoverensstemmelse omkring en anpart i et tolkefirma, der i går formiddag førte til en voldsepisode udenfor Café Mitten i Jernbanegade.

Vidner så en 50-årig mand blive slået og sparket af to unge mænd ude foran caféen. Klokken 10.58 tilkaldte de politiet. Politiet afhørte herefter 14 tilstedeværende personer og fik en idé om, hvad der førte til overfaldet.

– Det er en kompliceret sag, og vi har kun de forskellige partes udlægning af, hvad der ligger bag, fortæller politikomissær Henrik Thomassen.

Ifølge de tilstedeværende på caféen, drejede det sig om et møde mellem indehaveren af et tolkefirma – en mand af mellemøstlig herkomst i 30’erne. Han havde sat en kvinde i 40’erne stævne på caféen. Også hun var af mellemøstlig herkomst og havde for kort tid købt sig ind i firmaet. Herefter havde hun dog ombestemt sig, og ville gerne have sin andel tilbage.

Foreslog advokat og blev tæsket

På mødet, der fandt sted udenfor caféens åbningstid, havde den kvindelige part blandt andet taget den 50-årige, som senere blev overfaldet, med sig. Han var dansker og skulle fungere som rådgiver i sagen. Men det var svært at finde en løsning. På et tidspunkt så den 50-årige ikke anden udvej, end at tilkalde en advokat, hvilket han sagde højt. Det førte til, at tolkefirmaets indehaver tilkaldte de to mænd, som vidner senere så overfalde den 50-årige ude på gaden – en form for tæskehold.

– Vi mangler næsten kun underlægningsmusikken for at fuldende en scene fra en Godfather-filmene, bemærker Henrik Thomassen.

Han understreger, at det eneste man sikkert har at forholde sig til, er vidnernes udsagn. Derfor er det kun det unge “tæskehold” bestående af en 29-årig og en 30-mand, der i første omgang bliver sigtet.

Kommentarer