Debatindlæg af Claus Bo Andreasen. Tørvevejen 1, Viborg.

Byrådet i Viborg står foran at skulle tage stilling til en helhedsplan for Taphede. Ifølge høringsmaterialet omfatter forslaget et område på 191 ha svarende til 1500 udstykninger. Det er langt det største udstykningsområde nogen sinde i Viborg Kommune.

Jeg har deltaget i de offentlige møder vedr. udstykningen, og her er der bl.a. blevet spurgt til, hvor hurtig grundene kan forventes at blive solgt. Det korte svar er, at ingen kan sige om de sidste grunde bliver solgt om 5, 10 eller 20 år.

For de nuværende beboere på Taphede kan dette indebære en meget lang periode med usikkerhed. Det vil være en periode, hvor det vil være vanskeligt at overskue konsekvenserne af at lave forbedringer på sin bolig. Det kan blive vanskeligt at få finansieret et nyt tag, at bygge en carport eller skifte vinduer, fordi man ikke ved, hvornår man bliver eksproprieret. Salgssituationen bliver usikker, man kan måske ikke få solgt, og man kan blive stavnsbundet til en mere eller mindre forfalden bolig.

Det er svært at forstå, at der er skal udlægges et så stort areal, når det løbende behov sagtens kunne dækkes via mindre udstykninger.

Så hvorfor er det så vigtigt for kommunen at båndlægge et så stort areal? Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt med fx 50 ha og måske 400 udstykninger? Det kunne give berørte beboere mulighed for at disponere inden for en rimelig tidshorisont.

I debatten er der nævnt ordene “rettidig omhu”. Spørgsmålet er for hvad eller hvem denne trang til rettidig omhu gælder? Det er i hvert fald ikke for de af kommunens borgere, som bor på Taphede.

Viborg Kommune, dens administration og politikere påtager sig et stort ansvar for de gener og den usikkerhed, som påføres borgerne i det berørte område.

Måske byrådet vil besinde sig og begynde at prioritere borgere frem for byggegrunde?