Syng dig glad på biblioteket med Palle Kjeldgaard
Der sker en masse gode ting, når vi synger sammen. Hjerter slår i takt og humøret løftes, når vi synger sammen.
Fællessang er sundt for både sjælen og kroppen. Det viser al forskning. Derfor inviterer Viborg bibliotekerne og Kulturskolen Viborg til 3 arrangementer i efteråret, hvor vi sammen skal synge og blive klogere på skønne sange. Vi kalder arrangementerne ’Syng med MIG!’ og vi gør det, fordi fællessang rimer på fællesskab.
Til hvert arrangement synger vi en håndfuld sange særligt udvalgt af dagens sangvært. Alle sangene bliver præsenteret og får nogle personlige ord og vinkler med på vejen af sangværten. Fællessangen akkompagneres af musikskolens dygtige pianister.
Syng med Palle Kjeldgaard
Lørdag den 30. september klokken 11 står Palle Kjeldgaard klar på Skakbrættet til efterårets første arrangement som dagens sangvært. Christian Spillemose sidder klar ved klaveret. Palle Kjeldgaard er uddannet violinist fra Det Jyske og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Han var i 15 år koncertmester i Randers Kammerorkester og Aalborg Symfoniorkester og efterfølgende musikchef for Aalborg og Aarhus Symfoniorkester. Palle Kjeldgaard er en populær konferencier og foredragsholder og siden august 2016 musikfagskoleleder på Viborg Kulturskole.
-Årstiden bliver rammen for mit valg af sangvalg. ‘Septembers Himmel er så blå’ er oplagt og så må vi jo se, om det passer på den sidste dag i måneden. Stemmen er sjælens spejl og den direkte vej til hjertet og jeg vil med afsæt i mine egne erfaringer fortælle om livet i musikken, om det at stå på en scene, lidt om hukommelse og meget om fællesskab og fællessang, fortæller Palle Kjeldgaard.
Efterårets arrangementer
Viborg Bibliotekerne og Kulturskolen Viborg er gået sammen om at arrangere de 3 lørdage i efteråret med fællessang med 3 forskellige sangværter på programmet. Alle 3 arrangementer er på Skakbrættet, Hovedbiblioteket i Viborg. De starter klokken 11 og varer en lille times tid.
Der er fri entré og alle er velkomne til at synge med. Biblioteket er vært for en kop kaffe og lidt sødt.
Kommentarer