Viborg By

Swingende jazz med Det Herligste Lille Orkester på Hovedbiblioteket i Viborg

Foto: Viborg Bibliotekerne

Der er lagt op til en herlig hyggestund med det lokale orkester, når de spiller swingende jazz på Skakbrættet lørdag den 1. oktober kl. 13.

Med deres helt egen stil og swingende rytmer har Det Herligste Lille Orkester i mange år huseret i specielt det midtjyske område. Førsteprioriteten for de fem musikere er at have det sjovt, samtidig med at en masse andre mennesker også får glæde af musikken. Orkestret spiller en skøn blanding af swing, blues, ballader og traditionel jazz.

Med sang, klarinet, saxofon, piano, banjo, guitar og bas giver gruppens fem medlemmer deres musik en ganske speciel, men tilgængelig fortolkning.

De fem musikere, som alle bor i Viborg Kommune, er Lene Toft Møller bag mikrofonen, Robert Bay Rasmussen på saxofon og klarinet, Bo Rønne bag klaveret, Flemming Klinksgaard på guitar og banjo, mens Bjarne Sønderby styrer bassen.

Koncerten afholdes lørdag d. 1. oktober kl. 13-14 på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg. Der er fri entré og alle er velkomne.

Kommentarer