Viborg By

Stor tilslutning til Motorvejsfrit Viborg

Omkring hundrede borgere fra alle egne af Viborg mødte torsdag i sidste uge op for at tilslutte sig modstanden mod en Midtjysk motorvej. Fremsendt foto

Tilslutningen var på overvældende og diskussionslysten stor, da Bæredygtig Viborg, Cyklistforbundet og Danmarks Naturfredningsforening torsdag 12. august havde inviteret til et opstartsmøde for en kampagne for et motorvejsfrit Viborg.

Omkring hundrede personer fra et bredt geografisk område klumpede sig sammen i lokalet på Hovedbiblioteket i Viborg og lyttede, da repræsentanter for arrangørerne gjorde rede for forløbet frem til Folketingets forlig om en løsrevet stykke motorvej fra Løvel til Klode Mølle.

Regeringen havde ikke denne motorvejsstump med i deres oplæg, men blandt andet Venstre og  Konservative var så fokuseret på netop det stykke asfalt, at den i forhandlingernes slutspurt  alligevel kom med på listen.

Venstres Kristian Phil Lorentzen understregede efterfølgende kraftigt,  at jernbanedelen af forliget ville blive slettet, hvis de fik regeringsmagten, skriver modstandsgruppen i en pressemeddelelse.

Tilsvarende må man  formode, at de øvrige partier også kan slette motorvejen, hvis modstanden bliver for stor i  lokalbefolkningen, lyder forhåbningen.

Det ser den ud til at kunne blive. I hvert fald var der stor opbakning til at søge bedre og billigere løsninger på transportmulighederne til og fra Viborg end netop en ny motorvej. 

Der var på mødet stor interesse for i stedet at udbygge eksisterende veje. Det vil ikke skabe samme  ødelæggelser for natur og mennesker som en helt ny vejføring, lød budskabet.

Ydre Ringvej i Viborg blev ved anlægget for godt 25 år siden forberedt til at kunne udvides til fire spor. Ved at forbedre vejen omkring Viborg her og samtidig ændre de mange rundkørsler til over og underføringer, vil trafikken omkring byen glide langt mere smidigt end nu.

– Sådan en ændring  kan gøres langt billigere end at bygge en helt ny motorvej. De sparede penge kan meget passende bruges på at forbedre de øvrige veje til og fra Viborg – først og fremmest vejen til Århus. En arbejdsgruppe arbejder nu videre med ideerne, og vil blandt andet stille de lokale politikere til  regnskab forud for kommunalvalget til november, lyder det fra Ellen Frydendal, som var en af initiativtagerne til mødet.

Kommentarer