Stop nu det håbløse projekt med energiparken i Tjele!
Debatindlæg af: Hans Tage Lund, Nr. vinge, Tjele
Vindmøller, solceller, Power-to-X anlæg (PtX), biogasanlæg m.m. – ”Viborg Go Green,s” meget omtalte ”grønne” projekt med investeringsselskabet Biocirc – var ikke blandt de 32 af Regeringen udpegede energiparker.
Årsagen var – selvfølgelig – endnu engang – opførelsen i Natura2000 med et internationalt fuglebeskyttelsesområde.
Skuffet – og efter sigende – overrasket – blev formentlig borgmester, nogle byrådsmedlemmer og naturligvis Biocirc. Sidstnævnte havde taget glæderne på forskud og udskrevet arkitektkonkurrence om projektet, havde endvidere investeret i trøjer med Biocirc-logo og dertil udlovet en ”dusør” på 40 mio. kr. til kommunen ved realisering af energiparken.
Tillige – naturligvis – skuffelse hos de stadig håbefulde lodsejere og – formentlig – hos ”gådefulde, tavse Apple” i Foulum, der efter sigende gerne ville kompensere for datacentrets eksorbitante EL forbrug..
”Skuffelsen” kan man måske godt sætte sig ind i. Projektet er/var omfattende – 16 stk.180 meter høje vindmøller, 750 ha. solceller, m.m. – en yderst bekostelig affære med et budget på formentlig flere milliarder kr., men også – ikke at forglemme – vandalisering af et meget naturskønt område.
”Overraskelsen” bør ligge på et meget lille sted.
Det er nu 3. gang, at et vindmølleprojekt med samme lokation i Natura2000 i Tjele afvises.
Første gang var i 2016, da daværende borgmester Torsten Nielsen aflyste et vindmølleprojekt.
Anden gang i 2021, hvor projektet med 8 vindmøller blev forkastet i plan- & miljø-fødevare-klagenævn efter protester fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og en lokal borgergruppe.
Tredje gang oktober 2023 – jfr. ovenfor.
I nu 8 år har en kommunal forvaltning dumstædigt fremturet med ”grønne projekter” med stort set samme håbløse placering. Medvirkende hertil har formentlig været samme lodsejeres indlysende økonomiske interesser.
Læring: I håndbold får man jo heller ikke mål ved at blive ved med at skyde på målmanden!
Men det er ikke slut endnu:
Viceborgmesteren – stedfortræder for den nu sygemeldte borgmester (Ulrik Wilbek, som nu er raskmeldt og tilbage på posten som borgmester, red.) bedyrer, at projektet skal genoptages!!!!
Efter 3 forkastede projekter, omfattende vindmøller m.m., hvor forvaltning, projektdeltagere, naturforskere, embedsmænd og konsulenter har brugt utallige arbejdstimer – omkostningerne herved kan man kun gisne om – tillader man sig igen at negligere de tidligere afgørelser, hvoraf den seneste sågar er afgjort på ministerielt plan.
Det er simpelthen skandaløst!.
Det er vist overflødigt at bemærke, at i erhvervslivet ville en ledelse med et sådant handlingsmønster få en meget kort funktionstid – dette til u-behagelig eftertanke!
I øvrigt: også menige byrådsmedlemmer er i henhold til lovgivningen ansvarlige for ordentlighed og lovlighed i den kommunale forvaltning.
Viborg Kommune har grønne ambitioner, fint nok! Men hvorfor ikke tænke nyt?
Over halvdelen af danskerne ønsker nu indførelse af kernekraft.Dansk industri ønsker det.
Novo-Nordisk fonden støtter nu udviklingen af de små 4 generationsreaktorer (SMR), der formentlig vil være operative inden for få år.
Regeringens fortvivlede energipolitik – som ”vinden blæser, og solen skinner”, er ved at køre fast.
Viborg kunne, som den første kommune i DK, åbent gå ind for kernekraften, ligesom man gør i de fleste af vores nabolande.
Og Tajgasædgåsen i Tjele m.fl. ville kunne ånde lettet op!
Kommentarer