Større sko, Ja, tak!
Læserbrev af Mette Nielsen (S) folketingskandidat (S) og byrådsmedlem i Viborg Kommune
Jeg er helt enig med Jacob Götzche, der er næstformand for Kreds Midtjylland i Dansk Sygeplejeråd, i at skoene kan blive for små. Sygeplejerskerne er netop blevet opfordret til at booke en tid til vaccinen dagen inden en fridag.
Når man beder mennesker om, at arbejde ekstra midt i en sundhedskrise, så ydes der til det maksimale. Ja, vagtplanerne skal hænge sammen, i en tid, hvor der er mange forskellige situationer som giver et ekstra pres.
Sygeplejerskerne arbejder hver dag med risiko for at blive smittede. Nogen af dem er blevet det. Nogen har haft et forløb uden komplikationer, men for andre har det været et sværere forløb. Kollegaer bliver smittede med Covid19, hvilket giver et behov for at ”arbejde ekstra”. Overflytning til andre afdelinger kan være et arbejdsvilkår for nogle sygeplejersker i denne tid.
Ovennævnte betyder, at der kommer et ekstra pres på det psykiske arbejdsmiljø.
Ovennævnte betyder, at der gives alt, hvad remmer og tøj kan holde. Når man så ovenikøbet beder personalet om at booke en vaccine, så de kan få bivirkninger på en fri dag, ja, så mener jeg, at det er gået for vidt. Alt for vidt.
Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, har udtalt, at det handler om betænksomhed:
..”Det er en opfordring til almindelig betænksomhed. Det vil sige, at hvis sygeplejerskerne gerne vil undgå, at skulle sygemelde sig grundet bivirkninger fra vaccinen og bringe en kollega på arbejde, så er muligheden jo, at de booker en tid dagen inden en fridag”…
Covid-19-vaccinen kan give bivirkninger i form af feber, træthed og hovedpine, som i nogens tilfælde må udløse en sygedag.
Indtil nu har det været hospitalet, der manuelt har valgt hvilket sundhedspersonale, der har skulle vaccineres og hvornår, men fra i dag skal personalet selv booke en tid. Det er derfor, at man i Hospitalsenheden Vest opfordrer personalet til at tænke på kollegaerne.
Betænksomhed handler for mig om, at man tænker på, at medarbejderne rent faktisk har brug for en fridag af og til. Selvfølgelig skal man overveje, hvor mange man vaccinerer af gangen, så der er nogen til tage sig af patienterne, så man ikke ”lægger en hel afdeling ned” pga. vaccine bivirkninger. Men mon ikke det også kan lade sig gøre med ”betænksomhed”.
Ja, skoene kan blive for små!
Kommentarer