Stifndergruppen i Ørum klar med programmet for ny sæson
Så er det igen blevet tid til at finde vandresko, støvler og cykler frem. Stifindergruppen i Ørum er klar med et nyt program af vandre- og cykelture i Ørum og omegn – første tur foregår på mandag.
Gruppen har i år planlagt seks ture omkring – med et par enkelte afstikkere til Viskum og Vinge Mølle.
Som altid giver turene nogle smukke naturoplevelser, men samtidig er det en hyggelig måde at få noget motion. Begge dele i godt selskab.
Flere ture til Futdalen
Første tur finder sted på mandag 8. maj. Den går til Futdalen lige syd for Ørum. Her bliver der mulighed for, at se hvad der er sket i løbet af det sidste år, efter at Viborg Kommune har opkøbt området og påbegyndt en stor oprydning af arealet. Turen er på bare 4 kilometer og starter fra Martins Plads klokken 19.00.
Mandag 29. er der mulighed for at vælge mellem en vandretur på cirka 4 kilometer eller 8 kilometer. Turene går begge igennem det skønne ‘Paradiset’ ved Futdalen og kommer forbi Velds Mølle. Den lange rute går videre til Fårdal.
Der er fælles afgang fra Martins plads klokken 19.00, og alle deltagere mødes til kaffe og kage ved Velds Mølle.
Cykeltur til savværket
Mandag 12. juni klokken 19.00 skal cyklerne frem. Turen går sydover gennem skoven til Viskum Savværk, hvor Kim Thisted vil fortælle om savværkets historie. Turen bliver på 18-20 kilometer.
Molfoør-udflugt
Tirsdag 8. august arrangerer Stifindergruppen traditionen tro en tur i forbindelse med Molfoør-festen. I år går turen til Tjele Entreprenørforretning, hvor Mikael Kristensen vil fortælle om firmaets omfattende aktiviteter. Der bliver også mulighed for at se deres flotte anlæg og nye kontorbygninger.Der bliver denne aften afgang cirka klokken 19.00 fra Tjele Centret, når motorcyklerne er kørt af sted.
På tur med Lokalhistorisk Forening
Tirsdag 15. august har Stifinderne fået lov at koble sig på en tur sammen Lokalhistorisk Forening til Vinge Mølle. Hvis man ønsker at cykle dertil, er der afgang fra Martins Plads klokken 18.30. De, som kommer i bil, mødes ved møllen klokken 19.00.
Vinge Mølle blev opført i 1683 på den nuværende lokalitet. De nuværende ejere, Elisabeth og Hans Tage Lund vil delagtiggøre deltagerne i møllens historie og farvelægge den med finurlige anekdoter. I 1983 blev Vinge Mølledam med omgivende arealer fredet for at bevare områdets biotopvariation med videre.
Biolog Mette Hesselholt Henne Hansen vil fortælle om biodiverstiteten i denne skønne oase, som dalstrøget med tilhørende vandløb indeholder.
Deltagelse denne aften koster 30 kroner, som opkræves af Lokalhistorisk Forening, der står for arrangementet.
Sidste tur går til hulbæk
Årets sidste tur mandag 28. august er en vandretur til Hulbæk. Her er der igen to muligheder: Man kan vælge en hyggelig vandretur på cirka 6 kilometer i normalt tempo. Eller tage en lidt længere tur på cirka 10 kilometer i rask tempo til Kvorning Mølle. Bagefter mødes alle til fælles kaffe og kage for at afslutte sæsonen.
Det er gratis at deltage i alle turene med undtagelse af udflugten 15. august. Kaffe og kage kan købes for en tier.
Kommentarer