Viborg By

Spanske Neus Alimanana skal være rollemodel

Hos den internationale afdeling i Mercantec er de rigtig glade for at have Neus Alimanana som praktikant. I fremtiden vil Karsten Therkildsen arbejde hårdt på at tage flere praktikanter ind hos Mercantec og få endnu flere elever i praktik i udlandet.

Mercantecs internationale afdeling har fået besøg af Erasmus+ praktikanten Neus Alimanana fra Barcelona, Spanien. Den 24 årige administrationsstuderende skal være erhvervspraktikant hos administrationen de næste syv uger.

Neus Alimanana har i tre år studeret administration og økonomi i Barcelona og har derigennem fået muligheden for at komme i praktik i Viborg.

– Jeg har valgt Danmark, fordi jeg i lang tid har haft lyst til at komme her. Som hobbyfotograf har jeg altid godt kunne lide det danske landskab og vejret i Danmark. Det har rigtig mange flotte nuancer, siger Neus Alimanana.

Mercantec arbejder sammen med Xarxa netværket, der er et netværk, hvor 23 byer fra hele Europa arbejder sammen om mobilitet og innovation for elever. Xarxa netværket giver derved elever mulighed for at opleve en anderledes by og kultur end deres egen gennem Erasmus+praktikforløbet.

– Jeg ser Neus Alimanana som en rollemodel for vores elever, fordi hun er her i to måneder og vil prøve sig selv af i et nyt land med anderledes kultur og sprog. Jeg håber, dette får vores elever til at sige, at hvis spanske elever kan tage afsted i
længere tid i et fremmed land, så kan vi også, siger Karsten Therkildsen, international koordinator på Mercantec.

Man vokser og lærer af sine fejl

I de næste syv uger skal Neus Alimanana i samarbejde med Karsten Therkildsen blandt andet organisere en tur til Malta for elever. Derudover har hun opgaver, der består i at koordinere elever, der gerne vil i praktik i udlandet, elever der kommer til Mercantec i praktik, og undervisere der gerne vil på kursus i udlandet.

– Der vil altid være positive og negative oplevelser, men det vil jeg også tage med som erfaringer. Jeg håber på, at det er med til at give mig mere mod, vokse med min erfaring og lære af mine fejl, siger Neus Alimanana

Allerede i sin første uge har Neus Alimanana besøgt København ved siden af arbejdsopgaverne i Viborg. Der er også planer om at besøge flere steder i Danmark i løbet af hendes praktiktid.

– Jeg kan lide at tage billeder af naturen og synes, Danmark har en fantastisk natur. Jeg
vil gerne vise andre elever, at det at tage til udlandet er en rigtig god erfaring at have
både professionelt og personligt, smiler Neus Alimanana.

Mercantec

Mercantec er Viborg Kommunes største uddannelsesinstitution med omkring 450 medarbejdere og ca. 20.000 studerende om året,

 

Kommentarer