Debaatindlæg af Mette Nielsen (S) folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

De fleste af os husker Else fra Kongsgården i sommers, og ikke mindst den uværdige behandling som Else og hendes pårørende fik. I kølvandet på dette meldte vores ældre- og sundhedsminister Magnus Heunicke ud, at han ville lave et ”Ældretopmøde”. Topmødet skal have det formål at samle interessenterne på ældreområdet for både at diskutere og komme med input til fremtidens ældrepleje i Danmark.

I mandag morgen på TV2 News kunne jeg se Sophie Løhde udtale sige på venstres vegne om, at man ønskede flere friplejehjem i Danmark. Det fremgik at indslaget, at det var ”en god løsning”, som ville afhjælpe problemerne i ældreplejen.

Jeg er helt sikker på, at vores ældre har det godt på mange af vores friplejehjem. Det er der ingen tvivl om. Jeg har besøgt flere af dem i Viborg Kommune, og jeg har mødt både ældre og ansatte med ”stjerner i øjnene”.

Jeg vil gerne skrue tiden lidt tilbage. I 2010 havde jeg fornøjelsen af at være Socialudvalgsformand i Viborg Kommune. Der kom et ekstra friplejehjem i en af vores landsbyer. Det betød en merudgift på 8,3 millioner kroner for Viborg Kommune. Det betød også, at kommunen skulle ud og ”nedlægge” 68 kommunale plejehjemspladser, fordi pengene til friplejehjem skulle tages fra ”ældrepengekassen” i Viborg Kommune.

Vi lavede i den forbindelse en række andre tilbud – for at udvikle – midt i en ret svær økonomisk situation. Vi oprettede blandt andet Grøften på Åbrinken i Karup og senhjerneskade-afsnittet på Toftegården i Møldrup.

Jeg har i min tid som politiker ofte fået mange spørgsmål om, hvorfor jeg er imod friplejehjem? Lad mig slå fast – igen: Jeg er ikke imod friplejehjem.

Men der er en række forhold, som jeg finder ret uheldige:

• At Viborg og andre kommuner ikke har nogen som helst indflydelse på, om der kan oprettes et friplejehjem eller ej.
• At det belasterViborg og andre kommuners planlægning og dermed økonomi. Altså laver man et stort plejecenter ”for at gøre sig klar til fremtiden” – og kommer der i mellemtiden et friplejehjem eller to, så vil det betyde, at der bliver en overkapacitet (for mange plejehjemspladser). Og så må man lukke nogen kommunale plejehjemspladser. Det har vi set tidligere. (Blandt andet i 2010 og i forhold til Banebo og Overlundgården).
• At friplejehjemsbestyrelserne kan afvise ældre som fejler ”for meget”, så de ikke kræver for meget pleje, som går fra de andre ældre. Altså kan man ikke være sikker på at kunne få en plads på et friplejehjem, hvis helbredet er svært udfordret.
• Når kommunen skal lave besparelser, så er det kun på de kommunale plejehjem, da friplejehjemmene går fri, da de ”er selvstændige”. Det betyder, at serviceniveauet for pleje og omsorg kan blive mindre for de ældre på kommunens plejehjem, mens de ikke vil mærke noget til det på friplejehjemmene.
• Med lov om friplejehjem fra 2007 blev der indført nationale døgntakster. Taksterne blev efterfølgende kritiseret af KL og kommunerne, fordi de efter kommunernes opfattelse var væsentlig højere end kommunernes egne plejehjemsudgifter, som var faldende i 2007-2015. Loven blev lavet om i 2015 og ændringen kom mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Resultatet blev at kommunerne fik mulighed for at betale det samme for pladser på et friplejehjem som påkommunens egene plejehjem. Dog var der for mange friplejehjem lavet 10-årige ”betalingsaftaler”, så i praksis kunne det nye regelsæt først træde i kraft, når der skulle forhandles nye aftaler med friplejehjemmene.
• Når Sophie Løhde sammenligner forhold og plejen i forhold tilkommunale plejehjem og friplejehjem, så er det jo ikke en fair konkurrence, da der ad åre er tilført flere penge til friplejehjemmene på de almindelige plejehjemspladser. (I perioden 2007-2015 – eller indtil driftsaftalerne udløb).

Hvad er problemet egentlig? I forhold til Viborg Kommunes plejehjemspladser er der ca. en fjerde del af dem, som er friplejehjemspladser. En stor del af dem er almindelige plejehjemspladser. I socialudvalget fik vi oplyst, at den ekstra udgift i forhold til friplejehjemmene var 62.000 kr. pr år pr. borger på en almindelig plejehjemsplads – mens det var 28.000 kr. billigere pr. borger pr. år på demenspladserne. Lad mig tage et eksempel fra tiden før 2015: Et friplejehjem med 24 ældre som har fået en ”ekstra pose penge på 62.000 kr. pr. år til hver borger”, svarer til over 1,4 million kroner ekstra at drive ældrepleje for hvert år, set i forhold til kommunens egne plejehjem. I praksis betød det, at man på friplejehjemmene har kunnet ansætte ekstra personale. Beløbet på 1,4 million kroner svarer rent faktisk svarer til, at man kunne vælge at ansætte 4 ekstra medarbejdere på et friplejehjem – end økonomien har tilladt på et kommunalt plejehjem i forhold til ”det samme antal ældre”.

Mens der i perioden 2007-2015 blev tilført ekstra til friplejehjemmene, så faldt udgifterne samtidigt i forhold til den kommunale ældrepleje, da der blev lavet besparelser i landets kommuner.

Derfor synes jeg ikke, at det er helt fair af Sophie Løhde, at anføre flere friplejehjem som en god løsning på en presset ældrepleje i Danmark. Nogle af de resultater der fremhæves er jo lavet grundlag, hvor økonomien har haft bedre vilkår på friplejehjemmene. Udsultningen af ældreplejen i den offentlige sektor under VLAK-regeringen – synes at være forsvundet som dug for solen. Det er jo ingen hemmelighed, at der har været besparelser på besparelser gennem mange år. Nej penge er ikke alt, og det er godt, at der skal sættes fokus på fremtidens ældrepleje, for vi skal gøre det bedst muligt. Det har vores ældre fortjent! Den tildeling af økonomi – der ad åre har været – var direkte urimelig, og den har bidraget til et A og B- hold i ældreplejen. Derfor ja tak til forskellige tilbud så vores ældre kan bo, hvor de vil. Og endnu mere ja tak til, at der sættes fokus på flere ressourcer, mere tid, mere personale, de gode eksempler med stærk ledelse – således vi anerkender og udvikler vores kommunale ældrepleje. Og glædeligt er det, at der ikke er nogen økonomisk forskelsbehandling længere i forhold til kommunale – og friplejehjem.