Snapsting for børn: Børnekultur for fuld udblæsning med ‘kongeligt’ program

Årets store børnekulturfestival Snapsting For Børn byder i år på helt nye og særlige oplevelser, når Det Kongelige Teaters børneunivers POSTYRIUM besøger Borgvold. Børnekreativiteten er i højsæde med Viborg som UNESCO Creative City til glæde for tusindvis af børn og familier i uge 24 og 25.
Programmet er tætpakket og fyldt med magi, kreativitet og eventyr til årets store børnefestival Snapsting For Børn. Som noget helt nyt får Snapsting for Børn i år besøg af Det Kongelige Teaters børneunivers POSTYRIUM.
De skaber en teaterlegeplads, hvor børnene kan møde de klassiske kunstarter som ballet, opera og skuespil på Borgvold. Formidlere fra det Kongelige teater afvikler søndag til onsdag spændende workshops med fri leg i de grønne områder, hvor POSTYRIUM er.
– Det er helt unikt, at det Kongelige Teater er med på Snapsting For Børn i år. Vi er meget glade for samarbejdet og glæder os til at opleve både ballet, opera og skuespil i børnehøjde, siger Rikke Skovsbo, projektleder for Snapsting For Børn.
POSTYRIUM er åben mandag til onsdag i uge 25 fra klokken 14 til 16 og er gratis for alle børn. Til Familiedagen søndag 18. juni holder POSTYRIUM åbent fra klokken 10 til 16.
- Børnene kan glæde sig til en uge med et tætpakket program for Snapsting For Børn. Pressefoto
7500 børn laver kunst, krea og klatrer til tops
Snapsting for Børn er Viborg Kommunes årligt tilbagevendende børnekulturfestival, der skaber børnekultur for alle børn mellem 0 og 12 år. Målet er at give børnene mulighed for at udforske forskellige kulturelle genrer og udtrykke sig gennem kunst, animation, dans, musik og drama.
Hver dag samles 2500 børn på Borgvold fra mandag til onsdag i uge 25. I år kan børnene udtrykke sig gennem mange forskellige aktiviteter i et samarbejde med Statens Kunstfond. Der bliver fx lavet aviskunst med Tekstil- og Design-afdelingen fra Kulturskolen Viborg, og børnene skal møde en vaskeægte forfatter, når Morten Dürr kommer og fortæller om sine bøger om “Kurt Komet”. Børnene kan prøve selv at lave billeder til bøgerne sammen med illustrator Patrick Steptoe.
Sammen med Skovgaard Museet dekorerer børnene postkort med guldaldermotiver og tegner fremtidens klimaløsninger som en del af tegnekampagnen #Tegnhåb – Grønne Sammen.
Børnene skal en tur til tops i det store klatretårn, se Det flyvende Kuffertcirkus i aktion og høre det store Snapsting for Børn-kor synge og optræde onsdag den 21. juni klokken 12.30 på Borgvoldscenen. Koncerten er åben for alle.
– Børnekreativiteten afspejler det brede perspektiv, og derfor har vi sammensat et program, hvor børnene møder det kendte og populære, men også udfordres med de lidt smallere og ukendte aktiviteter. Håbet er, at vi alle bliver klogere på os selv og vores eget ståsted, når vi møder det velkendte, det nye og det anderledes, siger Rikke Skovsbo, projektleder for Snapsting for Børn og børnekulturkonsulent i Viborg Kommune.
Børnene kan glæde sig til de klassiske kunstarter, kulturhistorie med fx bogtrykkerkunsten og vores moderne liv med animationsværksteder, parkour og klatring. Alt sammen skabt i den fantastiske ramme som Borgvold er, hvor nysgerrighed og mulighed for nærvær kan udfolde sig.
- Snubledagen. Pressefoto
Hygge og børnekultur til Familiedag, Snubledag og Sankt Hans
Snapsting for Børn er for hele familien og begynder til Familiedagen søndag den 18. juni. Her åbner børnefestivalen med en fælles velkomsttale med viceborgmester Mads Panny og fmd. for Børne- og Ungdomsudvalget Katrine Fusager Rohde.
– Familiedagen er en fast tradition for mange børnefamilier og bedsteforældre. I år kan man opleve et mangfoldigt børneprogram med et væld af gratis aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Man kan opleve alt lige fra klovnen Tapé, cirkusforestillinger, koncert med FDF Harmoniorkester til den nye udstilling i Viborg Kunsthal, siger Rikke Skovsbo.
Snubledagen er for de helt små børn mellem 0-3 år, hvor alle er velkommen både dagplejere, vuggestuer, hjemmepassere og familier med små børn. Det bliver en helt fantastisk dag, når de små leger og kravler af sted under de smukke bøgetræer på Borgvold.
Snapsting for Børn afsluttes fredag den 23. juni med fejring af Sankt Hans for børn. Her kan man blandt andet medbringe egen madkurv og hygge med at bage pandekager over bål. Klokken 18.00 tændes Sankt Hans-bålet for børn på den store plæne på Borgvold.
Find det fulde program for Snapsting For Børn på Snapsting.dk/program
Kommentarer