Snapsting åbner i fest og farver
Når det femte Snapsting officielt åbner på Nytorv lørdag den 17. juni, er der lagt op til en dejlig dag for hele familien.
I år er det fem år siden, at Snapsting blev vækket til live efter 200 års dvale. Så når Viborg Domkirkes klokker lørdag den 17. juni klokken 10.00 ringer Snapsting ind, kan man se frem til en lang uge fyldt med oplevelser for stor og små.
Snapsting for Børn og Gøglerfestivalen står for den officielle åbning af Viborg Snapsting 2017 på Nytorv. Det bliver en farverig og festlig åbningsceremoni for hele familien.
– Vi ser meget frem til dette års åbning af Snapsting, og vi har lagt os i selen for at sammensætte et attraktivt program – det bliver fantastisk og en åbning for alle i alle aldre, siger koordinator på Kulturskolen Henrik Resen, der også er koordinator på åbningen af Snapsting.
Artiklen fortsættes under billedet…
Street food, gøgl, parade og Alberte
Når borgmester Torsten Nielsen har holdt sin officielle åbningstale, går det løs med Nytorv Street Food og Gøglerfestival. Kulturskolebussen er på pladsen, og Viborg Ballon leverer balloner til hele familien som optakt til Snapparaden.
Klokken 11.00 begynder Snapparaden, der som et musikalsk kulørt tusindben vil vugge sig gennem midtbyens gader i et tempo, hvor både unge og gamle kan følge med. Alle, der har lyst, er velkomne til at gå med i paraden, som ender tilbage på Nytorv.
Alberte Winding Band går på scenen klokken 12. Her vil hun blandt andet giver smagsprøver fra sit kommende album, og mon ikke også der kommer et par af hendes klassikere, som vi alle kan synge med på?
Dagen igennem giver Gøglerfestivalen flere åbne forestillinger rundt om i midtbyen samt i Musiksalen.
Sidst på eftermiddagen begynder deltagerne i årets MTB Street Race at varme cyklerne op til det udfordrende løb rundt i byens gader. Det bliver action for fuld skrue. Og først på aftenen inviterer Viborgs Vægtere på tur gennem byen.
Nytorv Street Food lukker klokken 23.00.
Se hele programmet for åbningsdagen her.
Kommentarer