Viborg By

Snapsting åbnede med parade, taler og god musik

Se billedserie

Fredag eftermiddag blev sjette udgave af Snapsting skudt i gang med parade, taler og masser af god musik.

De gamle amerikanerbiler fra Alley Cats Car Club fyldte på alle måder godt op i Viborgs smalle gader til Snapstings åbningsparade, som satte i gang omkring klokken 16.30 fredag eftermiddag.

Alley Cats, som sidste år indviede et nyt klubhus i Batum ved Rødding, kunne i år fejre 30 års jubilæum, så der var mange af de gamle biler med i årets parade.

Viborg Pigen 2018, Cecilie Rohde Albertsen, sad sammen med nummer to fra konmed i en af de første vogne i paraden, som desuden havde deltagelse af en lang række af foreninger, virksomheder og institutioner, som på den ene eller anden måde bidrager til arrangementer i Snapsting 2018.

Efter paraden, som på grund af udstødnings-os fra både amerikanerbiler og en lille Tuc Tuc, blev lidt af en prøvelse for både gående deltagere af paraden og publilum i gaderne, var der officiel åbning på Nytorv.

Efter velkomst ved kulturdirektør, Lars Stentoft, holdt borgmester Ulrik Wilbek åbningstalen.

Han kom lidt skævt i gang med indgangsreplikken, “Snapsting 2008 – øhh, 2018 – er nu åbent”. Til stor morskab for de mange fremmødte på Nytorv.

– Jeg kommer lige fra Folkemødet på Bornholm, og der var der næsten lige så mange mennesker som her. Det her – det er vores folkemøde. Det er Viborgs folkemøde. Vi kalder det bare for Snapsting, sagde Ulrik Wilbek videre i talen.

Han kom også ind på historien omkring Snapsting, der går 400 år tilbage, og som man for 6 år siden vækkede til live igen – og med stor succes

Viborgs byfest blev dengang slået sammen med Hærvejsmarchen, som i år kan fejre 50 års jubilæum.

I den anledning har man fået fremstillet en stor og flot ‘gæstebog’, som borgmesteren efter åbningstalen skrev i som den første. Alle deltagere og besøgende til Snapsting opfordres til at skrive i bogen.

–  Vi skal glæde os til det fællesskab, der kommer i de næste 10 dage. Vi skal glæde os til de oplevelser, der kommer, og jeg synes, at vi skal være stolte af det, for det kræver en masse arbejde fra frivillige og mennesker, der er ansat af Viborg Handel og fra sponsorer. Der er så mange, som vi kan takke for, at det her lykkes, sagde Ulrik Wilbek videre i sin tale.

– Jeg er stolt af at sige, at jeg er en ægte viborgenser, og Snapsting er noget af det største, vi har her. Jeg er stolt af de oplevelser, vi kan give hinanden og vores gæster. Så husk nu at lukke vores gæster ind i det fantastiske fællesskab, vi har her i dag. Vi skaber Snapsting sammen, lød det fra borgmesteren, som ønskede alle en god fest, inden han overlod scenen til melodigranprixvinderen Jonas Rasmussen, som optrådte med vindermelodien ‘higher Ground’ både i en akustisk version og afslutningsvis med hele ‘pibetøjet’. Ind imellem sang han nogle covernumre samt et andet af sine egne numre.

En herlig eftermiddag og aften blev rundet festligt af med Burhan G, som gav publikum de hits, de var kommet for at høre.

Kommentarer