Viborg By

Smukke malerier og stærke fortællinger bliver til ny animationsforestilling på Viborg Domkirke

Smagsprøve på forestillingen Inside Out. Illustartion: Tumblehead

Viborgs unikke kulturarv vækkes til live på en ny måde, når animationsforestillingen Inside Out bliver vist på Viborg Domkirke i uge 39 i forbindelse med Viborg Animation Festival.

En helt særlig oplevelse venter publikum, når animationsforestillingen Inside Out vises på Viborg Domkirke den 30. september og 1. oktober 2021. Forestillingen er en del af Viborg Animation Festival 2021.

Forestillingen tager udgangspunkt i Joakim Skovgaards fantastiske freskomalerier i domkirken, som ved hjælp af animation, lys og lyd bringes til live på kirkens udvendige facade – deraf navnet Inside Out.

Bag forestillingen står Viborg Kommune i samarbejde med sognepræst Leif Holmstrøm og menighedsrådet ved Viborg Domkirke.

Indholdet er udviklet i et unikt samarbejde mellem menighedsrådet, sognepræst og animatorer, hvor præst og menighedsråd medvirker som redaktører på de bibelske fortællinger. Forestillingen tager udgangspunkt i ‘Det store Gæstebud’, ‘Korsfæstelsen’ og ‘Den sidste Nadver’.

De bibelske fortællinger formidles i et nyt digitalt format, og forestillingen henvender sig til et bredt publikum.

Stor oplevelse for mange

Biskop Henrik Stubkjær og borgmester Ulrik Wilbek, der byder velkommen ved den første forestilling den 30. september, er begge stolte af Inside Out:

– Jeg glæder mig meget til at se forestillingen og opleve de bibelske fortællinger og smukke malerier på en ny måde. Det har været et fantastisk samarbejde, og jeg er sikker på, at det både har givet god læring for dem, der har været med til at udvikle forestillingen, og det bliver en stor oplevelse for alle dem, der kommer og oplever den, siger biskop Henrik Stubkjær.

– Forestillingen forener to af Viborgs unikke vartegn, domkirken og animationsområdet, og er et godt eksempel på, hvordan vi bruger vores status som UNESCO Creative City til at give hele Viborg Kommune og Danmark store visuelle, kreative oplevelser, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Med forestillingerne ‘Himlen over Viborg’ i 2017 og 2019 er der erfaringer for, at animationsforestillinger på Viborg Domkirke kan skabe helt nye kunstneriske dimensioner, som i høj grad kan samle borgere fra nær og fjern med i alt ca. 20.000 mennesker på Domkirkepladsen.

Forestillingen Inside Out, der varer cirka 15 minutter og er gratis, vises:

  • torsdag den 30. september kl. 20.30, 21.30 og 22.30 og
  • fredag den 1. oktober kl. 20.30, 21.30 og 22.30.

Viborg Domkirke er åben i forbindelse med forestillingen, så der er mulighed for at se freskomalerierne i deres helhed.

Fakta

  • Bag Inside Out står Viborg Kommune i samarbejde med sognepræst Leif Holmstrøm og menighedsrådet ved Viborg Domkirke.
  • Projektet er støttet af Den Jyske Kunstfond, Fonden Aarhus 2017 og Viborg Kommune.
  • Grafisk 3D animation: Tumblehead
  • Komponister: Thomas Richard Christensen og Ellen Holck
  • Lys/projektorer: Lystek v/ Kristoffer Birkkjær Nielsen
  • Lyd: Dansk Lyd og Lys A/S

Se program for Viborg Animation Festival 2021

Kommentarer