Små museer skaber stor kunstoplevelse til børn og unge i provinsen
Hvad gemmer en alkymist i sine skuffer? Hvilke planter kan bruges som medicin? Hvad er farvepigmenter lavet af? Alt det og meget mere kan børn, unge og andre nysgerrige finde svar på, når Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring åbner kunstudstillingen ‘Alkymistens Laboratorium’ fra den 9. september 2018. Udstillingen er skabt i et samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg, Vejle Kunstmuseum og J.F. Willumsens Museum i Frederikssund og giver besøgende et indblik i alkymistens videnskabelige, kunstneriske og magiske verden.
Fra den 9. september 2018 kan besøgende udforske, opdage og skabe, når Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring i samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg, Vejle Kunstmuseum og J.F. Willumsens Museum i Frederikssund åbner kunstudstillingen ‘Alkymistens Laboratorium’. En udstilling, der frem mod 2020 bliver præsenteret på hver af de fire museer. Udstillingens koncept og indhold er skabt af billedkunstner Cecilia Westerberg.
De fire museers ambition med udstillingen er blandt andet at vise, hvordan et samarbejde mellem små museer kan skabe store kunstoplevelser for børn og unge i provinsen. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond, som har bidraget med cirka 2 millioner kroner. En begejstret direktør for Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, udtaler i den forbindelse:
– Fra barnsben skal børn over hele landet opleve fascinerende møder med kunstens verden. Samarbejdet mellem de fire museer er et vigtigt bidrag til, at flere børn og unge får en god kunstoplevelse, som inspirerer dem til mange flere museumsbesøg.
Og netop muligheden for at inspirere børn og unge til at opdage museumsverdenen på ny er, hvad de fire museer gerne vil opnå med Alkymistens Laboratorium. Museumsdirektør på Vendsyssel Kunstmuseum, Sine Kildeberg fortæller:
– Vi sætter utrolig stor pris på, at Nordea-fonden så generøst har støttet udstillingen, så vi sammen med Skovgaard Museet, Vejle Kunstmuseum og J.F. Willumsens Museum får mulighed for at vise børn og unge på tværs af landet, at et museum ikke er et statisk sted, men et sted, hvor der bliver fortalt gode historier og vist kunst, der pirrer kreativitet og almen nysgerrighed. Vi glæder os meget til at åbne udstillingen her på Vendsyssel Kunstmuseum, og jeg ved, at de tre andre museer også glæder sig til, at udstillingen bliver præsenteret hos dem.
Få aktiveret både krop og sanser i udstillingens fire forunderlige rum
Udstillingens besøgende kan se frem til en fantastisk rejse igennem fire finurlige rum; Wunderkammer, Herbarium, Farvelaboratorium og Transformationsrum. Tilsammen en totalinstallation, der både aktiverer krop og sanser. Besøgende kan gå på opdagelse i alkymistens skuffer og skabe, høre lydhistorier om forunderlige objekter, være med til at skabe fantasidyr, undersøge forskellen på spiselige, medicinske og giftige planter, opleve over 100 forskellige farvenuancer og interagere med et foranderligt skyggerum.
Kunstneren bag de mange sanseoplevelser
Udstillingen er skabt af billedkunstneren Cecilia Westerberg, der har en lang række museumsudstillinger bag sig – både i udlandet og i Danmark. Cecilia Westerberg afholder desuden løbende workshops i billedkunst og underviser både børn, unge og voksne. Under udarbejdelsen af Alkymistens Laboratorium samarbejder hun med radiodokumentarist Rikke Houd og udstillingsarkitekt Stine Friese.
Udstillingsperioder for de fire museer
- Vendsyssel Kunstmuseum fra 9. september 2018 til den 6. januar 2019
- Skovgaard Museet fra den 19. januar til den 28. april 2019
- Vejle Kunstmuseum fra den 12. oktober 2019 til den 21. januar 2020
- J.F. Willumsens Museum fra den 8. februar til den 31. maj 2020
Kommentarer