Slagsmål førte til knivdrab i Bjerringbro natten til torsdag
Et slagsmål mellem to mænd udviklede sig natten til torsdag til knivdrab. Den formodede gerningsmand er anholdt, og han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.
Kort før klokken to modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet dræbt på sin bopæl på Bredgade i Bjerringbro.
Politiet rykkede hurtigt ud og fandt manden død. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I forbindelse med anmeldelsen fik politiet oplysninger, der kunne hjælpe med hurtigt at fastslå identiteten på den formodede gerningsmand.
Klokken halv fire torsdag nat blev en 21-årig mand, som er bosiddende i Skive, anholdt af politiet uden dramatik. Han var ved anholdelsen i besiddelse af det formodede gerningsvåben omkring halvanden kilometer fra gerningsstedet.
–Vi ved endnu ikke så meget om mændenes indbyrdes relation eller motivet til knivdrabet, men vi formoder, at de kender hinanden i forvejen, og at der i forbindelse med en mindre, privat sammenkomst opstår tumult på stedet, som udvikler sig til knivstikkeri. Vi er i gang med at afklare det nærmere forløb, siger politikommissær Poul Fink fra Central efterforskning.
Politiets teknikere, hundepatruljer og efterforskere er lige nu på stedet for at lave undersøgelser. De søger desuden i området efter bevismaterialet i forbindelse med sagen.
Den 21-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag.
Kommentarer