Skolebørn skal lege sig til bedre læring
Nu kan skolebørnene i Viborg Kommune hoppe sig igennem regnestykker eller lege tagfat, mens de staver sig igennem navneord. Alle skoler får tilbudt konceptet Leg på Streg, som kobler læring og bevægelse i sjove og aktive udendørsaktiviteter – og i disse dage tegnes der streger og baner op på flere af kommunens skoler. Med Leg på streg-konceptet får lærerne således et helt konkret værktøj til at inddrage bevægelse i undervisningen.
Leg på streg går ud på at fylde skolegården med streger, tal og bogstaver, som inspirerer til leg, bevægelse og læring. Sammen med en manual og et inspirationskursus bliver lærerne klædt på til at få fysisk aktivitet indarbejdet i fag som dansk, engelsk, matematik, tysk og natur/teknologi.
– Skolebørnene skal have 45. miniutters daglig bevægelse og fysisk aktivitet. Det er ikke kun et fokus i skolereformen, det giver rigtig god mening, fordi bevægelse og fysisk aktivitet har en positiv effekt på børnenes trivsel, sundhed og læring, siger Viborg Kommunes skolechef Chris Rævsgaard Hansen.
Derfor får skolerne nu et fikst og færdigt koncept, der er let for lærerne at implementere i undervisningen og sjovt og sundt for børnene at deltage i.
Skolerne for tegnet streger
Kommunen har lavet en aftale med Viborg Produktionsskole, som kommer ud på skolerne og maler stregerne op. 17 skoler har p.t. meldt sig til at få tegnet baner op i foråret. En af de skoler, der allerede har fået skolegården fyldt med streger er Stoholm Skole:
– Jeg har brugt ‘Leg på streg’ lige siden vi fik det tegnet op. Det er godt for eleverne at komme ud at bevæge sig, samtidig med de laver noget fagligt. Vi lærer alle sammen forskelligt. Rigtig mange lærer visuelt – og her er ‘Leg på Streg’ helt fantastisk, siger Chris Kragh, som er lærer på Stoholm Skole. Han tijføjer:
– Og så er konceptet let at bruge, baner og streger er der jo i forvejen, og de vejledninger, der følger med, gør det ligetil for os lærere at bruge det.
Han har brugt ‘Leg på Streg’ i alle fag – både sine egne, og når han har hjulpet og vejledt de andre lærere. Det kan bruges til alle fag, siger han, det er kun et spørgsmål om at tænke lidt ud af boksen.
Indtil nu har over 70 lærere været på inspirationskursus til, hvordan de kan bruge konceptet i undervisningen. Det er kommunens to bevægelseskonsulenter, der har undervist og hjulpet med at få konceptet slået godt i gang.
I næste uge – uge 18 – vil Produktionsskolen komme ud på Frederiks Skole og tegne baner op. Hvis vejret altså er til det.
Fakta om leg på streg
Leg på streg er udviklet med støtte fra Kræftens Bekæmpelse og Nordea-fonden. Konceptet blev udviklet i 2013 til dansk og matematik i indskolingen, 0. til 3. klasse. Konceptet blev en stor succes landet over og er nu blevet videreudviklet til flere fag i indskolingen samt til dansk, matematik, engelsk, natur/teknologi og tysk på mellemtrinnet, 4. til 6. klasse.
Læs mere om Leg på Streg på www.viborg.dk/FIV
Kommentarer