Fra skør idé til eventyrlig virkelighed
Nicolai Bangsgaard er eventyrer, antropolog og passioneret fotograf og i syv uger rejste han gennem 10 lande i det underskønne Caribien på sit løbehjul. Nu kan man høre om denne eventyrlige rejse, når Nicolai Bangsgaard er gæst i Stoholm Kirkecenter i september.
I sit foredrag vil Nicolai Bangsgaard tage publikum med til fortryllende smukke strande, syregrønne regnskove, vandfald og bjergsøer og fortælle om hjertevarme møder med gæstfrie befolkninger.
Tusinde kilometer med 12 kilo bagage blev tilbagelagt fra Trinidad i syd til Den Dominikanske Republik i nord. En meget utraditionel rejseform, som gav spændende og unikke oplevelser for livet.
Nicolai inddrager film og billeder og udover selve rejsen, vil han også komme ind på det, der skal til for at gennemføre en sådan rejse og vigtigheden i at turde følge sine drømme.
– Nicolai Bangsgaard har tidligere gæstet Stoholm, hvor han fortalte om en af sine mange ekspeditioner på cykel, fortæller Anette Koue fra Viborg Bibliotekerne.
Nu er der altså mulighed for at møde eventyreren igen og denne gang med løbehjulet som omdrejningspunkt.
Det foregår i Stoholm Kirkecenter tirsdag 12. september klokken 19.00. Arrangementet laves i et tæt samarbejde mellem Sport på tværs, Stoholm Borgerforening (Trivselspiloterne), Menighedsrådet og Viborg Bibliotekerne.
Billetter à 75 kroner kan købes på viborgbib.dk eller på det nærmeste bibliotek i Viborg Kommune.
Kommentarer