Skat skal styrkes
Læserindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne
SKAT ligger underdrejet efter mere end ti års besparelser. En systematisk udsultning af SKATs medarbejderstab over hele landet siden 2005 har betydet, at borgere og virksomheder ikke bliver kontrolleret, som de burde i et samfund, hvor betaling af skat er hele grundlaget for vores velfærd med skoler, uddannelse, sygehuse, veje og ældrepleje. Der er uforståelige hændelser med skandaleudbetalinger til udenlandske svindlere i en størrelsesorden, der er aldeles ubegribelig.
Det er en helt uholdbar situation, som vi har pligt til ikke bare at afbøde, men at ændre radikalt på. Der skal styr på SKAT. For velfærdens skyld og ikke mindst for danskernes tillid til, at skatteopkrævningen er retfærdig og gennemsigtig.
Danskerne skal betale skat og derefter nyde godt af de goder, som skatten betaler for os alle. Det er svært for den enkelte at forstå, at man selv skal betale sin del af skatten, mens andre kan gå fri eller kan smyge sig udenom ved at fifle med skattely og andre utiltalende ideer for at undgå at betale til fællesskabet.
Socialdemokraterne er derfor kommet med et stærkt skatteudspil, hvor vi styrker SKAT med 1000 nye medarbejdere. Vi foreslår at oprette 4 nye skattecentre fordelt over hele landet. Et i den nordlige del af Jylland, et i den sydlige del af Jylland, et på Fyn og et på Sjælland. Disse mange nye medarbejdere skal – sammen med IT-systemer sikre, at skatteligningen igen kommer i top i Danmark.
Vi ønsker at reducere gabet mellem det, der kommer ind i skat og det, der burde komme ind. Og det vil vi gøre med markant flere ansatte.
Socialdemokratiet ønsker at opnå bedre ligning, at udvide indsatsen mod social dumping, at forstærke indsatsen mod skattesnyd og at øge indsatsen mod de store virksomheder.
Det kræver en stor investering, men det vil også give et stort udbytte. Vi foreslår derfor, at vi investerer omkring 750 mio. kr. i at ansætte 1000 medarbejdere. Det er en stor investering, men vi er sikre på, at pengene kommer mangefold tilbage. I perioden frem mod 2030 vil vi investere omkring 10 mia. kr. men forventer til gengæld, at der kommer en ekstra skatteinddrivelse på 50 mia. Det kan enhver se vil give en ekstra indtægt til fælleskabet på 40 milliarder kroner. Det er vel at mærke ikke, fordi borgerne og virksomhederne skal beskattes hårdere, men fordi vi ønsker, at alle betaler den skat, de skal – hverken mere eller mindre.
Det er en stor investering, men det skal vi turde for det er nødvendigt.
Kommentarer