Skals

Skals er udpeget som favorit til landsbyprisen

Vådområdeprojektet ved Skals Å er blandt andre lokale projekter med i regionens motivering til nominering af Skals til Landsbyprisen 2021. Foto fra indvielsen af Skals Å våd- områdeprojektet 26. maj 2016: Naturstyrelsen

Region Midtjylland peger nu på Skals som favorit blandt i alt seks kandidater til at vinde Landsbyprisen 2021.

Et fagpanel har sammen med regionens Udvalg for Regional Udvikling vurderet de seks finalister til Landsbyprisen 2021. På den baggrund har man  indstillet en favorit til regionsrådet, og her peger man på Skals, fremgår det af en pressemeddelelse fra regionen sidste uge.

De øvrige kandidater til prisen er de to landsbysammenslutninger: Serup, Lemming, Nisset, Ebstrup og Sejling i Silkeborg Kommune, Herskind, Skivholme og Herskind Hede i Skanderborg Kommune samt de tre landsbyer Ebdrup i Syddjurs Kommune, Hald i Skive Kommune og Lindved i Hedensted Kommune.

Bæredygtig plan

Der er flere årsager til, at Skals nu er udpeget som favorit, lyder det i pressemeddelelsen.

Landsbyen er kendetegnet ved et aktivt og velfungerende kultur-, forenings- og idrætsliv, der holder til i udbyggede og renoverede idrætsfaciliteter samt byens torvecafé. Udvikling af lokalområdet sker på baggrund af en helhedsorienteret udviklingsplan og en række arbejdsgrupper med frivillige, og så er Skals også med i den grønne omstilling, hvor byens kraftvarmeværk udvinder over 90 procent af varmen fra lokalproduceret biogas.

Svær afgørelse

Alle seks kandidater er blevet vurderet af et panel sammensat af fagpersoner fra hele landet. Kandidaterne har hver indsendt en indstilling til prisen og har derudover lavet en mundtlig præsentation for panelet. På baggrund af panelets vurdering har Udvalg for Regional Udvikling samt regionsrådets forretningsudvalg så indstillet favoritten.

– Igen i år har det været en svær opgave at vælge mellem gode og unikke kandidater, der alle må siges at vise vejen til et godt og bæredygtigt liv i landdistrikterne. Men Skals skiller sig ud på lige lidt flere parametre, siger formand for udvalget for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).

Glædelig begivenhed

Det er 12. år i træk, at Region Midtjylland uddeler  prisen, som Regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), tillægger stor værdi.

– Landsbyprisen er som altid en glædelig begivenhed, der først og fremmest viser, at der er masser af liv og udvikling i de midtjyske landdistrikter, og samtidig giver os som politikere en mulighed for at fejre de landsbyer og lokalområder, der gør det godt, og som kan inspirere andre landsbyer og lokalområder. Jeg ser frem til, sammen med regionsrådet, at tildele 2021-udgaven af prisen, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).

Vinderen findes på regionsrådsmødet 28. april.

Med prisen følger 150.000 kroner, der kan bruges til yderligere udvikling af lokalområdet.

Kommentarer