Sidste chance for at opleve værker af P.C. Skovgaard på Skovgaard Museet
Søndag 17. september er det sidste chance for at opleve værker af landskabsmaleren og nationalikonet P.C. Skovgaard på Skovgaard Museet.
Udstillingen er bygget op af værker, der normalt hænger i private hjem og derfor sjældent eller aldrig før har været vist i offentligheden.
– Det havde været umuligt at lave udstillingen, hvis ikke de private ejere havde været så generøse at låne os deres værker. Vi har efterladt mange tomme vægge, der kan fyldes ud igen, når værkerne sendes retur. Vi har suppleret udstillingen med en række værker fra museets samling, så vi har kunnet give et fyldestgørende billede af Skovgaards liv og virke, udtaler museumsinspektør Kathrine Svanum.
Udstillingen ‘Den private P.C. Skovgaard’, som markerer 200-året for P.C. Skovgaards fødsel i 1817, har været tilgængelig på Skovgaard Museet siden kunsternes fødselsdag den 4. april.
Til ferniseringen var der uddeling af Skovgaard Medaljen, som gik til kunstneren Per Kirkeby.
Udstillingens sidste dag fejres med offentlig omvisning i udstillingen klokken 11, og klokken 16.30 er der koncert med Viborg Koret.
Kommentarer