Kvorning

Se søde påskelam ved Kvorning på Fårets Dag

På Nymarksvej 19 ved Kvorning er der masser af påskelam. Fremsendt foto

Knibbe Texelfår ved Kvorning inviterer indenfor til Fårets Dag påskelørdag. Udover søde påskelam, vil der være mulighed for at se uldspinding, pilefletning, glasgravering og meget mere. 

På Nymarksvej 19 ved Kvorning er der masser af påskelam, og i år har familien Knibbe, der står bag fåreavlen, besluttet at åbne dørene på Fårets Dag påskelørdag den 15. april. Denne dag kan man fra klokken 10.00 til 16.00 møde gårdens besætning af texelfår med deres lam, samt de andre dyr på gården. Fårets Dag er dagen, hvor fåreavlere over hele landet holder åben stald – på linje med lignende arrangementer, hvor man kan se køer danse eller frilandsgrise.

– Der vil være nogle små arbejdende stande eksempelvis uldspindning, pilefletning, keramikkunst, glasgravering, pynt til haven, gratis smagsprøver og et lille tombola. Der vil også være sjov til børnene med for eksempel ponyridning og skattejagt, fortæller Katinka Knibbe.

I samme bygning som stalden findes også Galleri Katinka, som holder åbent ved samme lejlighed.

Kommentarer