Scarlet Pleasure varmer op til filmpremieren på DRUK med live streaming i Viborg
Inden længe er der premiere på filminstruktør Thomas Vinterbergs nye film DRUK med blandt andre Mads Mikkelsen i hovedrollen. Titelnummeret til filmen er skrevet af det populære band Scarlet Pleasure, som helt undtagelsesvis opfører det live i Nordisk Film Biografer Imperial i København. Arrangementet live-streames samtidig ud til biografer i resten af landet, så hele Danmark kan komme til koncert – på behørig afstand.
Når det populære popband Scarlet Pleasure går på scenen i Nordisk Film Biografer Imperial den 14. september klokken 18, får de selskab af filmens instruktør Thomas Vinterberg, som præsenterer filmen for biografgæsterne. Arrangementet live-streames samtidig ud til en række andre Nordisk Film Biografer, så hele landet får mulighed for at opleve et af Danmarks helt store bands i en tid, hvor covid-19 ellers har sat en stopper for mange live-koncerter.
Nordisk Film Biografer Viborg er en af de biografer, som den 14. september inviterer gæsterne til denne særlige forpremiere, hvor de først kan opleve Thomas Vinterberg og bagefter Scarlet Pleasure direkte fra Imperial i København.
Billetter kan købes på www.nfbio.dk.
Scarlet Pleasure har skrevet titelnummeret til DRUK, som allerede har høstet international anerkendelse og spås at blive en af årets største danske film. Bandet optræder blandt andet med nummeret ‘What life’ for at sætte gæsterne i den helt rigtige stemning, inden der blændes op for det store lærred.
Unik koncertoplevelse
Ideen om Scarlet Pleasure i biografen var oplagt for Nordisk Film Biografer, som så en anledning til at samle to store kulturelle oplevelser, film og koncert, i biografens corona-sikre rammer. Nordisk Film Biografer Viborg har de seneste måneder oparbejdet god erfaring med at huse biografgæster i sikre rammer og står nu klar til også at levere en musikalsk oplevelse.
– Vi glæder os til at byde vores gæster velkomne til en helt unik aften, siger biografchef Rene Jensen.
– Når man har så oplagt en mulighed for at vise ikke bare en fantastisk film, men også et fantastisk band, var det helt oplagt for os at spørge Thomas Vinterberg og Scarlet Pleasure, om de ville optræde sammen hos os. Dels fordi de klæder hinanden så godt fra filmens univers, og dels fordi vi altid sigter efter at give vores gæster en stor biografoplevelse. Her kan vi udvide filmoplevelsen med en stor musikalsk oplevelse, siger Michael Sørensen, Head of Marketing & Film i Nordisk Film Biografer.
Sammen på afstand
I Nordisk Film Biografer er hvert tredje biografsæde blokeret, så gæsterne ikke sidder for tæt, ligesom der rengøres ekstra grundigt. Regler for afstand overholdes naturligvis, og der lukkes kun et begrænset antal gæster ind i kiosk og foyer ad gangen. På den måde sikres det, at Nordisk Film Biografer er et sikkert sted at være under Corona-epidemien, som ellers har sat en midlertidig stopper for mange kulturelle oplevelser.
Kommentarer