Livsstil og forbrug

Saunagus Festival – en ny tradition er født ved Bigum Søbad

Foto: Margit Givskov

En tradition er født, en ny festival har set dagens lys.

Af Philip le Fèvre Kruse, philip@rotempco.com

BIGUM – Langs Tjele Langsøs bred ligger et badested så smukt i Bigum. For få år siden kun kendt af lokale naturelskere. Men siden ”Saunaklubben Langsøbaderne” åbnede saunaen, er kendskabet til åndehullet spredt fra mund til mund.

Arrangementet blev åbnet af initiativtager Gurli Givskov:

”Hvorfor skal vi rejse rundt i landet efter festivaler, når vi bare kan lave vores egen?” fortalte hun stolt om sit kærlighedsbarn.

Gurli havde gennem sit netværk af Gusmestre fra hele landet, blandt andet Danmarksmesteren Rasmus Bæk Thomsen og 10 andre, sat et stærkt hold.

Initiativtager til saunagus-festivalen, Gurli Givskov, bød de mange fremmødte velkommen. Foto: Margit Givskov

Det viste sig hurtigt at den lokale sauna i Bigum ikke var stor nok til at huse festivalens gæster. Derfor skaffede de en mobil sauna. Resultatet var hele 23 gus i løbet af de 6 timer festivalen varede på denne solrige eftermiddag.

Temperaturen var over 20 grader da festivalen gik i gang. Langs stien fra parkeringspladsen lå forskellige boder hvor man kunne købe Saunahuer, ponchoer, special salte, bøger og kunstfotografier fra Viborgs mange bade steder.

Søen stod smukt, med dansende sol, og et væld af fugle der uimponeret af de 60 saunaentusiaster, delte søens svalende vand. Gæsterne var ikke kun lokale, men inkluderede blandt andet folk fra Silkeborg, Holstebroegnen og Nykøbing Mors.

De mange gus havde hvert et tema, alt fra ”citron” og ”vikingegus” til ”nordisk skov” og ”ro i maven”. Selv Simon Spies dukkede op i ”Showgus”, hvor saunagæsterne blev fløjet til Mallorca. Detaljer om turen kan vi ikke dele her, da alt hvad der sker på Spies Tours, bliver på Spies Tours.

Festivalen blev besøgt at en myriade af personaer. Fabriksarbejdere, IT-specialister, førtidspensionister, landmænd, direktører og læger var repræsenterede.

Didde Naundrup Andersen, der både solgte salt og indbød til gus, fortalte om de mange gode egenskaber salt kunne have på kroppen, samt at uraffineret salt var god måde at få en masse naturlige mineraler ind i kosten.

Røgen fra den mobile sauna steg lodret op fra skorstenen på denne Indian summer dag sidst i september. Ikke en vind rørte sig i det fredfyldte hverdagsparadis ved søen. Mange mennesker kiggede desuden forbi festivalen af nysgerrighed. Nogle for at se hvad det gik ud på, nogle for at sejle en tur på søen, nogle for at få en snak om løst og fast.

På festivalen var der verdenspremiere på Margit Givskov og undertegnedes bog ’Kvinden i Søen’. Resultatet af mange års fotograferinger af Viborgegnens bedste badesteder akkompagneret med historier der reflekterer over livet i Danmark hvor naturen er rykket i baggrunden.

Den største oplevelse for undertegnede var dog gusen med Hannah Eileen sidst på dagen. Her brugte hun moderne elektronisk musik i kombination med en regnbue af æteriske olier og damp til at minde os om afkoblingen af det moderne liv og vores sensoriske system. Opsummeret perfekt i gusens finale:

” A person who thinks all the time. Has nothing to think about except thoughts. So, he loses touch with reality and lives in a world of illusions” – INZO | Overthinker (Alan Watts).

Måske er det netop det, gus gør ved os travle mennesker?

Den hiver os ud af vores indre,
ud i naturen,
ud hvor vi mærker vi lever,
samler os
om et fælles tredje.

Hannah Eileen laver saunagus. Foto: Margit Givskov

 

Kommentarer