Tange

Sanne Hylleberg fra Finderup vinder prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2022

På billedet ses fra venstre formand for Landdistriktsudvalget Kim Dongsgaard, vinder af Landdistrikternes Ildsjæle 2022 Sanne Hylleberg, sidste års vinder af prisen Helle Georgi og VibLands formand Michael Højbjerg. Foto: Viborg Kommune.

En glad og stolt Sanne Hylleberg modtog prisen Landdistrikternes Ildsjæle til årets landdistriktskonference, som borgere fra hele kommunen deltog i for at få inspiration til ‘det gode børne- og ungdomsliv i landdistrikterne’.

Juryen valgte Sanne Hylleberg fra Finderup for hendes bemærkelsesværdige engagement i Finderup, hvor hun bl.a. har taget initiativ til oprettelse af et juniorråd og som 20-årig fungerer som formand for borgerforeningen.

– Jeg er så stolt og helt overvældet. Jeg havde slet ikke regnet med at vinde, og jeg er glad for, at der var nogen i Finderup, som indstillede mig til prisen, sagde den glade vinder efter kåringen.

De to øvrige finalister, Ole S. Nielsen fra Tapdrup og Elsebeth Fruerlund Poulsen fra Vridsted, var også til stede til konferencen, der blev holdt på Energimuseet i Tange, og blev hyldet for deres imponerede, frivillige indsats i deres lokalområde. Alle tre finalister modtog diplom og kunstværk. Sanne Hylleberg modtog desuden en pengepræmie på 5.000 kr. fra Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg og VibLand, som har indstiftet prisen.

Inspiration fra Mols og Tune

Grith Mortensen, der er formand for Mols i Udvikling, præsenterede eksempler på, hvordan man skaber et godt børne- og ungdomsliv. Hun fortalte bl.a. om naturklub, bålfestival, og hvordan de i høj grad bruger vandet omkring Mols, kaldet ‘det blå torv’ til forskellige aktiviteter. Hun kom også ind på de uformelle mødesteders betydning for nye samarbejder mellem forskellige aktører og generationer.

Deltagerne blev også præsenteret for, hvordan en idrætsforening kan have fokus på mere end traditionelle idrætsgrene. Pauli Christensen fra Tune IF, der blev kåret til Årets Idrætsforening 2021, fortalte om foreningens enorm bredde. Den tilbyder bl.a. skak, e-sport og discgolf og har valgt også at tage et stort socialt ansvar i byen gennem integration af flygtninge, et ensomhedsprojekt og en rollatorklub.

Lokale eksempler på det gode børne- og ungdomsliv

Landdistriktsudvalget og VibLand ønsker også at synliggøre, nogle af de mange gode eksempler fra lokalområderne, som skaber trivsel for børn og unge. Der var mulighed for at høre om juniorråd i Finderup, aktivitetsområde i Rødkærsbro, Gul Stue, et samlingspunkt for unge i Ringkøbing-Skjern, udvikling af området i og omkring Karup Skole sammen med unge og etablering af padelanlæg i Bruunshåb.

Formand for Landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard, sagde efter konferencen:

– Oplæggene har givet os inspiration og nyt input til, hvordan vi kan igangsætte initiativer til glæde for børn og unge i landdistrikterne. Måske der i aften er opstået ideer til projekter, som Landdistriktsudvalget kan støtte gennem vores nye initiativ; Årets Udviklingspris, en projektkonkurrence, der netop har fokus på at understøtte det gode børne- og ungeliv i landdistrikterne.

Kommentarer