Sang, ulve og nullerdame på biblioteket
Morgen Amok på Skakbrættet, isskulpturer i Byhaven, ulvesnak i børnebiblioteket og lørdagskoncert. Hovedbiblioteket i Viborg har masser af tilbud i vinterferien.
Pavlina Salehi, som er musiklære- og hørelærepædagog på Kulturskolen i Viborg Kommune, kommer og giver Morgen Amoks deltagere en energi-indsprøjtning i form af sang, bevægelse og musik tirsdag og onsdag i vinterferien. Pavlina har masser erfaring som dirigent af flere kor blandt andet de rytmiske kor Sing4Fun og VoxBox. Alle børn og deres voksne kan bare møde op og være med.
Efter Morgen Amok er man frisk til at fortsætte med alle de aktiviteter og oplevelser, som vinterferien i øvrigt byder på. For eksempel Rytmisk kor-workshop om mandagen også med Pavlina som inspirator og dirigent. Her kan børn i alderen 7 – 9 år prøve at synge i rytmisk kor og opleve, at korsang også er bevægelse, fællesskab, sjov og hygge. Har man ikke før haft fornøjelsen af Sørens Safarishow, kan man også nå det denne mandag.
Ice for Kids og røde kinder
Lige efter Morgen amok tirsdag og onsdag er Susanne Ahrenkiel klar til at lave is-skulpturer med alle, som har lyst. Hvert barn får udleveret arbejdshandsker, hammer og mejsel – og en lille is-blok. Så er det kun fantasien, der sætter grænser. Man skal huske at have varmt tøj på, for det foregår selvfølgelig udendørs lige ved Byhaven.
Ulvesnak
Er man ikke til udendørs aktiviteter, så kan man tirsdag lige efter Morgen Amok få en “ulvesnak” på børnebiblioteket, som får besøg af Kim og Paw fra ulvetracking.dk. De vil fortælle om ulvens udbredelse i Danmark – mest i Vestjylland, hvorfra Kim og Paw selv kommer. Labradoren Aila kommer med til biblioteket, så de kan illustrere ligheder og forskelle mellem ulv og hund.
Kim og Paw har tilbragt mange timer om natten for at spore og kortlægge ulvens adfærd. De fortæller sagligt og neutralt om ulven og deres eget arbejde som frivillige i ulvetracking.dk.
NullerNiks –den største nullerdame i verden
På Paletten kan familierne lørdag 11. februar komme til koncert med NullerNiks … og det går ikke stille af sig. Børnene inddrages til fagter, sang, dans osv. og stilen er jazz – i traditionel og swingende forstand – med afstikkere til pop, country, salsa, hip hop og blues.
NullerNix er et familieorkester, hvor alle kan være med (0-109 år) og hvor showet tilpasses publikum. NullerNix består af Cathrine Legardh – syngende nuller, bakket op af Brian Mørk Hansen på guitar og Tomas Wisti Raae på sav og kontrabas.
Se alt om alle vinterferieaktiviteterne, tilmelding og pris på: http://ferieaktiviteter.viborg.dk.
Kommentarer