Sammenhængskraften i Ørum – og i mange andre små byer

Af Birthe Harritz, Velfærdsdemokraterne
Ørum er en by, hvor fællesskab og frivillighed går hånd i hånd.
Med sine 1.488 indbyggere – og en forventet stigning til 1.541 i 2040 – er det imponerende, hvor mange frivillige kræfter der dagligt lægges i at gøre byen til et godt sted at bo.
Men Ørum er langt fra enestående. Jeg ved, at der også i mange andre mindre byer rundt om i Viborg Kommune foregår masser af værdifulde aktiviteter båret af frivillige hænder. Ørum er blot ét eksempel blandt mange på, hvordan lokale kræfter løfter i flok – og hvorfor det giver mening at blive boende, også i mindre byer.
Frivillighedens kraft i Ørum.
I Ørum spænder frivilligheden vidt, og mange er aktive på flere fronter. Alt i alt er der omkring 262 frivillige – det svarer til, at næsten hver femte borger yder en frivillig indsats. Det er markant over landsgennemsnittet.
Frivilligt arbejde er ofte en win-win: Lokalsamfundet styrkes, og den enkelte får mening og fællesskab tilbage. Ørum summer af liv:Nogle dage er der skolebørn i hallen, tennisbaner og petanquebaner er i brug, og cykel- og gåfællesskaber præger bybilledet. Det er tydeligt, at vi har et stærkt og aktivt lokalsamfund.
Et velfungerende lokalsamfund – for hele livet.
Trods sin størrelse har Ørum mange faciliteter, der gør det muligt at blive boende hele livet. Det betyder, at man som ældre ikke har langt til hverken læge, hal eller sociale fællesskaber. Samtidig har byen både skole, børnehave, vuggestue og dagpleje – og stadig butikker og virksomheder, der holder gang i hverdagslivet.
Ørum – og andre byer med hjerte og handlekraft.
Mange små byer oplever fraflytning, men i Ørum viser prognoserne en lille stigning i befolkningen de kommende år. Det er selvfølgelig kun et skøn – men det viser, at der er potentiale i mindre byer, når fællesskabet og mulighederne er til stede.
For mig er Ørum det helt rigtige sted at bo. Her har jeg mine venner og bekendte, og her trives jeg. Man mangler ikke noget – og vi har et stærkt fællesskab, hvor man bakker hinanden op.
Tak til alle jer, der bidrager – og velkommen til alle jer, der har lyst til at være med.
Frivilligheden er hjertet i Ørum – og i mange andre små byer.
Kommentarer