Samlet byråd bag budgettet for 2026 – millioner på vej til børn udsatte borgere og beredskabet

Der venter et økonomisk løft til familie- og socialområdet på i alt 145 millioner kroner de kommende fire år. Samtidig får beredskabet permanent tilført væsentlig flere penge. Det står klart, efter alle byrådets partier i dag tirsdag den 2. september underskrev aftalen for Viborg Kommunes budget for 2026.
Det er blandt andet stigende udgifter til støtte til børn og unge og til flere udsatte borgere med komplekse behov, der har fået politikerne til at prioritere 145 millioner kroner over fire år til familie- og socialområdet.
Det skærpede trusselsbillede i Danmark og øgede krav til beredskab gør, at Midtjysk Brand og Redning efter aftale med nabokommunen Silkeborg får øget bevillingen fra Viborg Kommune med knapt 54 millioner kroner over de næste fire år.
– Som kommune oplever vi i særlig grad et pres på netop mere beredskab og øgede udgifter til familie- og socialområdet. Det er helt nødvendigt at løfte de områder økonomisk. Det samme gør vi igen på ældreområdet, som får næsten 40 mio. kroner ekstra de næste fire år, for vi ved, at vi får flere ældre, siger borgmester Ulrik Wilbek (V).
Investeringer i rammer til borgere med behov for støtte
På anlægsbudgettet er der blandt andet afsat midler til at forbedre rammerne for nogle af de borgere, der har mest brug for støtte.
Der er prioriteret 71 millioner kroner til at opføre en ny tidssvarende institution, som erstatning for de nedslidte institutioner Egeskovhus og Rødehus, hvor der er døgn- og aflastningstilbud for børn og unge.
Herudover bliver der sat penge af til omlægning af pladser på botilbuddet Tårnly i Hald Ege for 16 til 30-årige samt en udvidelse med fire pladser på botilbuddet Gudenåvej i Bjerringbro for borgere med udviklingshandicap. Der er samtidig afsat midler til at etablere fem såkaldte ‘skæve boliger’ ved forsorgscentret Vibohøj.
På budgettet er der også blevet plads til en række nye initiativer. Alle initiativerne kan ses i det samlede budgetforlig for 2026.
– Jeg er stolt af, at vi i fællesskab alle partierne imellem er lykkedes med at prioritere både økonomisk tunge områder, og samtidig finde plads til mange mindre og nye ønsker fra samtlige partier, siger Ulrik Wilbek om aftalen.
Kommentarer