Sæt farten ned – skab en tryggere midtby i Viborg
Af Birthe Harritz, Velfærdsdemokraterne
I Velfærdsdemokraterne er vi dybt bekymrede over trafiksituationen i Viborgs midtby, særligt på strækningen fra Sct. Hans Gade, over Nytorv og Kompagnistræde til den nederste del af Sct. Mathias Gade. Alt for ofte oplever vi bilister, der kører for hurtigt i disse gader. Det skaber utrygge og farlige situation – især for fodgængere og cyklister.
Midtbyen er et område, hvor mange færdes på kryds og tværs – ikke kun i bil, men også til fods og på cykel. Når bilister kører hurtigere end forholdene tillader det, bliver trafikken både stressende og farlig. Vi mener, at sikkerheden for de bløde trafikanter må prioriteres højere, og derfor foreslår vi at indføre en hastighedsbegrænsning på 20 km/t på denne strækning.
En lavere hastighed vil have flere fordele. Det vil:
- Gøre det mere sikkert for fodgængere og cyklister.
- Give bilister bedre mulighed for at reagere i kritiske situationer.
- Bidrage til et mere trygt og venligt bymiljø.
Særligt den nederste del af Sct. Mathias Gade illustrerer problematikken. Efter renoveringen fremstår gaden flot, men den er meget smal, hvilket skaber udfordringer, når biler skal passere hinanden. Der er næsten ingen plads til fodgængere og cyklister, hvilket forværrer de trafikale problemer.
Desuden er vejstykket fra Latinerly og ned ad Sct. Mathias Gade også gågade, hvor bilister ikke har fortrinsret, men det er langt fra tydeligt for bilister. Resultatet er kaotiske og til tider farlige situationer. Her vil en hastighedsgrænse på 20 km/t være en oplagt løsning.
Ved at sænke farten i midtbyen kan vi reducere risikoen for ulykker, skabe en mere behagelig trafikoplevelse og understøtte ønsket om et trygt og levende bymiljø. Når vi ønsker en attraktiv midtby, hvor folk føler sig velkomne, skal sikkerheden komme før hastigheden.
I Velfærdsdemokraterne vil vi tage dette emne op på den politiske dagsorden. En sikker og tilgængelig midtby er afgørende for både borgere og besøgende – og det vil i sidste ende gavne handel, sociale aktiviteter og den generelle trivsel i Viborg.
Lad os sammen skabe en tryggere og mere attraktiv midtby!
På vegne af Velfærdsdemokraterne: Mette Nielsen, Marianne Aaris og Birgith Langballe.
Kommentarer