Viborg NØ

Så kører gå-bussen i Houlkær

Se billedserie 24 morgenfriske 'gå-bus'-chauffører klar til at 'køre' ud på ruterne. Foto: Viborg Netavis

Torsdag morgen var der første afgang for gå-bussen i Houlkær, hvor 24 morgenfriske ‘buschauffører’ var klar til at følge yngre elever i skole.

En snes morgenfriske ‘buschauffører’ trodsede torsdag morgen silende regnvejr og begav sig ud på på de foreløbigt to opsamlingsruter omkring Houlkær. ‘Busserne’ skal hente små elever fra 0.-3. klasse på udvalgte stoppesteder på ruterne.

Læs også: Houlkær skole starter skolebus på gå-ben for de yngste elever

Turen markerede premieren på projekt ‘Gå-bussen’, der er skabt i samarbejde mellem Sundhedscenter Viborg og Dansk Skoleidræt, og som Houlkærskolen som foreløbig eneste skole i Viborg har koblet sig på.

Alle 24 nyudklækkede buschauffører var med på denne første tur.

– Alle er med her til morgen, for at markere, at nu er vi i gang, fortæller lærer Jacob Flintholm, som er koordinator på projektet.

Avisens udsendte tog med på en af ruterne for at høre lidt om, hvordan de unge buschauffører har forberedt sig til opgaven.

– Der var nogen af dem, som har opfundet det, der var ude at fortælle om det. Og vi har også prøvet at gå en rute og finde den på app’en, fortæller Siw og Dagmar på 13, som vi talte med undervejs.

‘Køre-undervisning’

Ruterne følger sti-systemet i området, men børnene har alligevel også fået instrukser i, hvordan de skal passe på bilerne, hvis en vej skal krydses, og så har de lært, hvad de skal gøre, hvis en af de små for eksempel falder og slår sig.

– Så har vi et plaster i lommen, og vi kan puste på såret og trøste, fortæller en anden af pigerne.

Der ventede imidlertid ikke nogle små børn, da bussen nåede frem til første stoppested; men der var også 8 minutter til næste afgang klokken 07.40.

Selv om regnen silede ned uophørligt, så var humøret højt hos de unge chauffører, der dog ikke havde meget fidus til, at der ville dukke nogen op lige præcis denne morgen.

Artiklen fortætter under billedet…

Julius på 8 år går i 2. klasse på Houlkærskolen. Han foretrak dog at cykle i skole fremfor at ‘hoppe på bussen’. Foto: Viborg Netavis

Men det gjorde der alligevel. Julius på 8 år, som går i 2. klasse, blev fulgt derhen af sin far, Rasmus, som på app’en havde meddelt, at sønnen ville ‘hoppe på bussen’. Den aftale var Julius nu ikke helt indforstået med, og han ytrede sit mishag i utvetydige vendinger.

Det var måske også lidt overvældende at skulle følges med en halv snes piger i højt humør, så han fik lov til at cykle turen til skole for sig selv.

Det er kun denne morgen, at alle buschaufførerne er afsted på en gang. Fremadrettet har de vagter, de melder sig på, så de skal agere chauffør et par gange om ugen. En tjans de glæder sig til.

– Det er bare så hyggeligt at gå med små børn og snakke med dem, fortæller pigerne.

Artiklen fortætter under billedet...

Selvom regnen silede ned i ét væk, var humøret højt hos pigerne. De fik dog ikke nogle passagerer på denne tur. Foto: Viborg Netavis

Der var heller ingen børn ved næste stoppested, så det var en tom bus fra vores rute, der vendte tilbage til skolen, men Jacob Flintholm og Sundheds- og Forebyggelseskonsulent, Merethe Jelsbak Raundal, som gik med på den anden rute – hvor hele tre børn hoppede på, var alligevel meget tilfredse.

– Houlkærbørn, de er seje, jeg synes, det er fantastisk. Det er helt genialt, at børnene får nogle sunde vaner fra barnsben, og de får nogle gode relationer på tværs af årgange, siger Merethe Jelsbak Raundal, som håber, at det hurtigt kan bredes ud til nogle flere skoler.

– Det er jo godt både for den psykiske og fysiske sundhed, men de får også anvist nogle trygge og skoleveje og så er det godt, hvis de skal færre biler op til skolen – det er også godt for miljøet, siger hun.

Godt i gang

Jacob Flintholm forklarer, at han med vilje ikke har slået på tromme for at en hel masse børn var med fra starten.

– Det er fint, at vi er startet stille ud; pigerne har været meget spændte på det, men også lidt nervøse. Nu har vi  taget hul på det, og de glæder sig til at komme rigtigt igang, siger Jacob Flintholm.

Han fortæller, at han og en håndfuld af pigerne vil være til stede i Houlhærhallen i forbindelse med Houlkærløbet i aften. Her vil de informere om det nye tiltag, og så forventer han, at der stille og roligt kommer flere og flere med om morgenen.

– Jeg håber jo, at jeg rimeligt hurtigt kan lave en rute 3 og måske også 4, lyder den optimistiske udmelding.

Buschauffører kommer der i hvert fald ikke til at mangle. Allerede nu står pigerne i 6. klasse på spring for at få lov til at blive gå-buschauffør næste år, oplyser Jacob Flintholm.

Lærer og ‘gå-bus’-koordinator, Jacob Flintholm og Sundheds- og Forebyggelseskonsulent, Merethe Jelsbak Raundal. Foto: Viborg Netavis

Kommentarer