Viborg By

Så er der igen ’Højtlæsning til kaffen’ på Hovedbiblioteket

Foto: Viborg Bibliotekerne

Højtlæsning er en fin og hyggelig ting at mødes og være fælles om – også for voksne. Derfor fortsættes traditionen med at invitere til ’Højtlæsning til kaffen’ første fredag i måneden på Hovedbiblioteket i Viborg.

Til ’Højtlæsning til kaffen’ læser bibliotekaren højt af både nyere og ældre litteratur.

”Det er ganske uforpligtende at være med, og du kan sagtens komme alene eller tage en god ven under armen. Og vi sørger selvfølgelig for, at der er kaffe på kanden”, fortæller Charlotte Hvorslev, som er en af de fire oplæsere, du kan møde disse fredage.

Der er fri entré og første gang er fredag den 2. september.

Højtlæsningen foregår på balkonen kl. 11-12 på Hovedbiblioteket i Viborg, og vi håber, du har lyst til at komme og lytte med, lyder det fra oplæserne.

 

Kommentarer