Kultur

Rosinen i pølseenden: Mandag åbner BR i Viborg

På mandag genåbner BR legetøj i Viborg under stor festivitas. Pressefoto

Tålmodigheden har været på en hård prøve i Viborg, men nu er åbningsdatoen indenfor rækkevidde. BR-kæden melder klar til at sætte byen på BR-Danmarkskortet mandag 6. maj klokken 12.00, hvor den sidste af i alt 26 legetøjsbutikker kæden genåbner.

Når åbningen i Viborg er blandt de sidste, BR-kæden åbner i Danmark, skyldes det især, at butikken har skullet laves om fra en tidligere Toys’r’Us til en BR. Der har dog ikke været stille på matriklen, hvor forberedelserne til åbningen er i fuld gang.

Fætter BR og hans medarbejdere fylder i øjeblikket legetøj på hylderne, puster balloner op og lægger den røde løber klar til at blive rullet ud for de børn, som kommer til åbningen. Med andre ord er alt tæt på at være klar til at byde Viborgs børn og deres familier indenfor i byens nye legetøjsunivers.

– Vi glæder os meget til at åbne i Viborg. Vi har fået ansat og oplært det helt rigtige team til at tage imod de forventningsfulde børn og deres familier. Derfor håber vi også, at børn fra Viborg og omegn, sammen med deres familier, vil være med til at gøre butiksåbningen til en helt særlig dag, som det også har været i de byer, hvor vi allerede har åbnet, fortæller Charlotte From, der er kædechef i BR.

BR i 26 danske byer

Snart er der spredt 26 BR-butikker over hele Danmark. En del af indretningen i Viborg-butikken vil ligne de velkendte BR-butikker, men der er mere plads, og der kommer også mere vægt på at skabe universer, hvor legetøjet kan afprøves af små og store legebørn i butikken.

Butikschef Mie Blak Nielsen bliver daglig leder i den nye BR-butik i Viborg, og hun glæder sig også til at slå dørene op for de forventningsfulde børn i byen:

– Fætter BR er blevet modtaget med åbne arme i de andre byer, så vi kan næsten ikke vente på, at det bliver vores tur til at åbne. Det er tydeligt, at danske børn og deres familier ikke har vendt ryggen til BR, på trods af, at butikken ikke har været en del af handelslivet de sidste fire måneder. Så vi ser frem til en god åbning og mangler bare børnene, for at butikken får den helt rigtige stemning, lyder meldingen.

Program på åbningsdagen

  • Kl. 12: Dørene åbner – snoren klippes over
  • VIP indgang til børnene med rød løber
  • Mød Fætter BR
  • Børn kan gennemføre en hinkesti og få et BR diplom + BR medalje
  • Gave til de første 100 børn

Få et overblik over alle BR-åbninger her.

Kommentarer