Stoholm

Rosa uden filter i Stoholm Fritids- og Kulturcenter

Mød TV-kendte Rosa i Stoholm den 21. oktober. Pressefoto

Rosa, kendt fra Bagedysten og Vild med dans er gæst i Stoholm mandag 21. oktober med et underholdende foredrag med humor, nærvær og tyngde.

”Få det bedste ud af livet” er Rosas motto. Rosa Kildahl blev landskendt, da hun deltog i DR programmet ’Den store bagedyst’ og sidenhen som deltager i ’Vild med dans’.

Mandag den 21. oktober klokken 19 kan man møde den populære TV-kendis i Stoholm Fritids- og Kulturcenter. Her fortæller hun uden filter, om pludselig at miste sin mand, om at finde sine rødder på Grønland, bage sig ind i danskernes hjerter og blive hele Danmarks Rosa.

Det smitter at være positiv

– Det handler om at bevare sindet åbent og holde fast i evnen til at glædes over både de store og små ting i hverdagen, fortæller Rosa.

Udfordringer i hendes eget liv har ført hende på nye veje og lukket op for nye muligheder.

– Jeg kan godt lide, at der sker noget i mit liv. Jeg er ikke bange for at springe ud i noget nyt, fortæller Rosa, som til daglig bor i Glyngøre, hvor hun driver firmaet H2O Branding.

Billet til foredraget koster 100 kroner og kan købes via viborgbib.dk eller på bibliotekerne i Viborg Kommune. I pausen er der mulighed for at købe kaffe og kage.

Foredraget er lavet i et samarbejde mellem Fjends Egnshistoriske Forening, Stoholms Menighedsråd, Sport på tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Stoholm Fritids- og Kulturcenter samt Stoholm Bibliotek.

Kommentarer