Debat og politik

Rødt angreb på frit valg for børn

Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre.

Det frie valg handler om, at der skal være mulighed for at vælge selv, når man har brug for fællesskabets hjælp. Det kan være det frie valg om at vælge, hvilken skole eller daginstitution ens børn skal gå i – eller det kan være de ældres ret til, og mulighed for, frit at vælge, hvilket plejehjem, de ønsker at bo på. Alt sammen noget, som jeg i bund og grund mener, at vi er i vores gode ret til at vælge selv.

Derfor foruroliger det mig også, at regeringen underminerer det frie valg på en række områder.

Vi har i dag en meget rød og socialistisk tænkende regering, der forsøger at styrke de offentlige monopoler ved at putte mennesker i kasser og systemer, indskrænke borgerens frihed til selv at vælge og som nærmest mistænkeliggør det private og selvstændige initiativ.

I Venstre har vi i mange år kæmpet for at fremme borgernes frie valg og retten til selv at kunne vælge, og vi ser derfor nu bekymrede til, at regeringen eksempelvis har forbudt nyetablering af private daginstitutioner. Det er en meget ærgerlig udvikling. Man bør i stedet hylde de private initiativer og ildsjæle, der eksempelvis vil drive daginstitution. Det er en forældet tanke, at vi skal være bange for konkurrence mellem offentlige og private institutioner – for resultatet er – som det altid er med konkurrence – at kvaliteten øges. Og det er jo netop dét, der tæller.

Mennesker er forskellige og har forskellige præferencer. Jeg mener helt grundlæggende, at vores velfærd bør være indrettet på en sådan måde, at borgerne har den størst mulige frihed til selv at kunne vælge inden for de tilbud, som velfærden tilbyder og som passer bedst til den enkeltes behov.

Regeringen ønsker det desværre anderledes. For Venstre vil det frie valg fortsat være et vigtigt element i det danske velfærdssamfund, og jeg vil også i fremtiden kæmpe for, at vi sætter borgeren før systemet og hylder det private initiativ.

Det ville klæde regeringen at gøre det samme.

Kommentarer