Bjerringbro

Lokomotivfører fandt bil og chauffør på skinnerne

En 29-årig mand fra Grønhøj havnede i går ved et uheld midt på togskinnerne ved Vindelsbækvej sammen med sin bil. En opmærksom lokomotivfører nåede at standse toget, men fik ingen tak.

Lokomotivføreren, der i går klokken 18.15 var på vej fra Rødkærsbro til Bjerringbro, måtte pudse brillerne en ekstra gang, da han lige udenfor Rødkærsbro så noget der lignede billygter på skinnerne. Han hev med det samme i bremsen, og det lykkedes ham at tage farten så meget af toget, at det stoppede få meter fra den bil, der ganske rigtigt holdt på skinnerne. Den var kørt imod autoværnet på Vindelsbækvej, kuret ned ad skråningen og havnet midt på skinnerne.

“Kan du skubbe mig fri med toget?”

Føreren sad stadig i bilen. Han var ikke lettet over, at lokomotivet havde nået at standse, men derimod frustreret over, at han ikke kunne få bilen fri. Han bad lokomotivføreren om hjælp, spurgte om ikke han ville skubbe bilen fri med toget. Det mente lokomotivføreren ikke var nogen god idé, Så blev manden, der er af lokomotivføreren beskrives som påvirket, vred, og lokomotivføreren søgte tilflugt i lokomotivet. Herfra tilkaldte han politiet.

I mellemtiden var det lykkedes manden på skinnerne at få sin bil fri. Han kørte et stykke, inden bilen igen sad fast, og han stod ud og forlod stedet til fods. Toget fortsatte sin tur uden andre forhindringer den aften.

Politiet har efterfølgende fundet manden, der nær var blev mast flad sammen med sin bil. Det er en 29-årig mand fra Grønhøj.

Kommentarer