Viborg By

Risiko for plastikstykker i retter med bacontern fra Madservice Viborg

Kartoffelsuppe med bacon er en af de retter, der nu er trukket tilbage, fordi der er risiko for, at der kan kan være plastiksplinter i. Arkivfoto

Leverandør har tilbagekaldt fire leverancer af bacontern på grund af risiko for plastik i produktet. Madservice Viborg er i færd med at kontakte borgere, som har fået leveret retter, hvor der indgår bacontern.

Sent onsdag den 4. juli har leverandøren meddelt Viborg Kommune, at produktet bacontern trækkes tilbage på grund af risiko for splinter af plast i kødet. Madservice Viborg er straks gået i gang med at opspore og fjerne baconternene fra alle kommunale institutioner og private hjem, der har fået leveret retter med bacontern de seneste 14 dage.

På kommunens plejecentre er alle retter med bacontern allerede fjernet i dag torsdag 5. juli. og i løbet af dagen kontakter Madservice Viborg de 383 borgere, som får leveret mad i eget hjem.

Det drejer sig om retter, der er leveret den 22., 25. og 26. juni:

  • Forloren and med vildtsovs
  • Bøf med franske ærter/bacon
  • Sammenkogt ret

Desuden drejer det sig om retter, der er leveret den 29. juni, 2. og 3. juli:

  • Kartoffelsuppe med bacon
  • Kødsovs med pasta
  • Kyllingelår med paprikasovs

Madservice Viborg samarbejder med hjemmeplejen om at opspore retterne, som man anbefaler at kassere.

Borgerne får pengene til maden refunderet, også selv om maden er spist. Mangler man mad til de kommende dage som følge af at have kasseret retter fra Madservice Viborg, kan man kontakte Madservice på telefon 87 87 68 00.

Risici

Leverandøren Hørkram Foodservice A/S advarer om, at der er risiko for at få skader i mundhule, svælg og fordøjelsessystem, hvis man sluger plastikstykkerne. Man skal derfor være opmærksom på gener og ubehag de kommende dage og kontakt egen læge, hvis der er mistanke om, at der har været plastikstykker i maden.

Kommentarer