Rensningsanlæg i Skals? – Hvad mon der skal ske?
Læserindlæg af Elo Nielsen, borger i Skals og byrådskandidat for SF
Klima- og miljøudvalget besluttede som bekendt i november at arbejde videre med en placering af et stort nyt rensningsanlæg i området ved Løgstørvej – der hvor det gamle rensningsanlæg ligger nu. Men den beslutning rejste en del undren og vrede i Skals.
Hvordan kunne man finde på at ville placere et stort rensningsanlæg med blandt andet 8 meter høje bygninger midt i det smukke engområde og som nærmeste nabo til byens bedste udsigt med boligområder og nye udstykninger? Og hvorfor var byen og dens borgere ikke blevet inddraget i beslutningen?
Heldigvis blev denne undren og de mange protestunderskrifter, der var indsamlet godt modtaget af borgmesteren, og der blev lyttet og nikket, når man talte med politikere fra såvel Energi Viborg som fra Klima- og Miljøudvalget.
Derfor står Skals tilbage med en positiv fornemmelse, og en klar forventning om at der vil blive fundet en anden og bedre løsning.
Men alt dette var jo før jul….. og nu skal der vel snart træffes en beslutning?
Så vidt jeg er orienteret arbejdes der i forvaltningen og i Energi Viborg på at finde løsninger, der dur.
Og Skals medvirker gerne til at finde de gode løsninger på de fælles kommunale udfordringer, for selvfølgelig skal spildevandsbehandlingen klares, og selvfølgelig skal det rensede vand kunne ledes ud til fjorden. Vi skal blot huske på, at placeringen skal tage størst mulig hensyn til borgerne, til vores smukke natur og til miljøet.
Derfor dur tre af de foreslåede placeringsmuligheder ikke – det drejer sig om placering 1, 1A og 4.
Rensningsanlægget må nemlig ikke komme til at ligge i udsigtsfeltet ved Løgstørvej (forsl. 1 og 1A), og det skal altså heller ikke placeres midt i naturen på Nederhede (forsl. 4)
Derimod kan forslag 3 formodentlig godt bruges. Dette forslag placerer anlægget i forbindelse med industriområdet nord for Skals. Her vil generne være mindre – visuelt vil anlægget være gemt mere af vejen og lugtgener vil ikke forekomme med den almindelige vestenvind.
En ide om at placere anlægget nord for Skive / Hobrovej, for dermed at kunne lede spildevandet ud i Lovns Bredning og ikke til den mere følsomme Hjarbæk Fjord, kunne måske også være en løsning?
Jeg ved, at der i den kommende uge er planlagt møde mellem Viborg Kommune og Energi Viborg med den hensigt at finde den bedste løsning, inden der skal tages politisk stilling i Klima- og Miljøudvalget i april.
Jeg regner selvfølgelig med, at alle tænker sig om og viser vilje til at ændre den forkerte beslutning fra november. Jeg håber meget, at dette vil ske.
Og jeg håber også at beslutningen vil blive truffet gennem en medinddragende debat med borgerne i Skals – eller hvis løsningen skal findes nordpå, så med borgerne i Ulbjerg.
Jeg tror, at jeg kan love, at vi alle tager medansvar for gode løsninger til fællesskabets bedste – også når det gælder vores spildevand.
Kommentarer