Af Asbjørn Sennels, Kandidat KV21, Det Konservative Folkeparti

Lad os tage den med det samme: Ikke-testen! Hvem vil ikke være enig i, at relationer fremfor regler skal være bærende i ældrepleje, børnepasning, psykiatri og de øvrige af vores velfærdsområder? Vel næppe én eneste politiker eller parti modsætter sig det ønske på velfærdens vegne, når ”regler” her dækker over den dokumentation og det bureaukrati, der fylder unødvendigt meget.

Alligevel er det som om nogle politikere glemmer det, når politik skal omsættes til praktik i en hverdag, der virker, og nogle lige skal mindes om, for hvis skyld vi egentlig træffer beslutningerne, nemlig for det menneske, der har brug for omsorg. Heldigvis vil mange gerne ”arbejde med mennesker”. Men så skal de netop også arbejde med mennesker! Med relationer fremfor regler.

Så vidt vi er enige om målet, handler diskussionen og den politiske uenighed derfor mere om, hvordan vi bedst når målet, eller hvor snittet skal lægges, når ressourcerne skal bruges bedst ude i hverdagens pleje- og pasningstilbud.

Som følge af den demografiske udvikling (ikke mindst flere ældre) vil vi i Viborg kommune frem mod 2030 mangle 387 mio. kr. (3387 kr. pr. indbygger), hvis ikke der tilføres yderligere midler fra staten. Men selv med mertilførsler vil vi mangle midler til velfærden i fremtiden (se f.eks. ugebladet ”Mandag morgen”, 15. marts 2021, hvor den såkaldte ”velfærdslov” analyseres).

Det understreger behovet for at prioritere. Og ja, prioritering kan nogle gange være et ubehageligt ord. Men det er nu engang politikernes opgave, og den skal vi være voksen – også i Viborg byråd.

Velfærdstaten og en kommune af Viborgs kaliber er en kompleks størrelse. Det kræver kompetencer på flere niveauer. Derfor kan man ikke bare fjerne flere lag af forvaltningen på rådhuset og med et snuptag spare sig til 80 mio, som et parti påstår. Men man kan se på, om vi får nok for pengene, ikke mindst når det kommer til kommunal brug af konsulenter… Netop på grund af kompleksiteten bør følgende være en dyd fra politisk og ledelsesmæssig side: Keep it simple!

Derfor er det også en spændende test af kommunale kræfter, at Viborg kommune i et 3-årigt forsøg er udpeget som frikommune på ældreområdet. Det kan give anledning til ændrede arbejdsgange, herunder mindre dokumentation, der kan frigive personalets ressourcer til fordel for relationer!

Jeg er nok ikke den eneste, der frygter og forventer, at vi opdager, at regelrytteriet er så åbenlys en tidsrøver for personalet, at det længe har været med til at indsnævre virkefeltet og den borgernære kontakt på plejehjem og i hjemmeplejen. Det skal vi selvfølgelig lave om på, og finde råderum til f.eks. noget så basalt som borgeres medbestemmelse og bedre mad.

Der er noget tillokkende ved regler. Lovgivere og ledere kan lide at lave dem, for så sætter man noget mærkbart eller målbart i søen, og dele af personalet finder ro i at følge reglerne. For så længe man har levet op til reglerne eller dokumenteret som man skulle, så har man vel løst sin velfærdsopgave…?!

I dagtilbud presses pædagoger også af dokumentationstvang. I hvert fald hvis obligatoriske handleplaner og opfølgningen på disse i unødigt omfang optager pædagogernes tid. Jeg har stor tiltro til pædagogernes evner til benytte handleplaner som et konstruktivt redskab til at fremme børnenes trivsel og udvikling. Men jeg frygter, at de selvsamme pædagoger også oplever, at udefrakommende dokumentationskrav og detailstyring i nogen grad hæmmer fagligheden i at udfolde sig.

Desuden er de lave normeringer selvsagt et problem, når relationer skal i centrum i dagtilbud. Højere normeringer bliver en vigtig, men hård nød at knække, for de faglærte pædagoger hænger ikke på træerne.

Der har i Folkebladets spalter verseret en debat om, hvorvidt frivillige kan afhjælpe manglen på faglærte i dagtilbud. Frivillige eller ufaglærte kan højest være et supplement til den faglærte arbejdskraft. De såkaldte ”varme hænder” skal have et faguddannet hoved.

Denne diskussion kan sammenlignes med en anden debat i Folkebladets spalter, hvor chefredaktør Lars Norup i sin leder (9. okt.) spurgte: ”Er det virkelig den akademiske uddannede sygeplejerske, og ikke snarere netop de varme hænder, der er brug for?” Svaret kom prompte (12. okt.) fra bl.a. sygeplejerske Dorte Hesselberg Jensen i et læserbrev, og dét korte svar var ja – med tilføjelsen ”og det er simpelthen nedværdigende at reducere fagprofessionelle til et par ”varme hænder.”

Tillad mig at mægle og nuancere billedet en smule, for de fagprofessionelle ”kolde hoveder”, der med teoretisk baggrund og klinisk beslutningsevne formår at håndtere komplekse patientforløb, udelukker jo ikke de ”varme hænder” til omsorgsopgaver. Jeg håber og formoder tværtimod, at den dygtige sygeplejerske, plejer eller pædogog både besidder et ”godt hoved” og et par ”varme hænder” (gerne også et varmt hjerte!), og at ingen ønsker at blive reduceret til hverken det ene eller det andet, men tværtimod er villig til at benytte sig af begge dele alt afhængig af, hvad situationen eller relationen forlanger.

Fagprofessionelt personale er indiskutabelt et kvalitetsstempel på velfærden. Men en vigtig del af fagligheden består jo lige præcis i, at man – for nu at citere sygeplejerskerne selv – med ”evnen til at observere, analysere, reflektere og træffe valg” formår at skelne! Skelne imellem hvornår det menneske du møder, har brug for dit kolde, kloge hoved eller ”blot” dine varme hænder.

Ofte er der brug for højtkvalificeret faglig refleksion eller sparring, andre gange er et glas saftevand – serveret med nærvær – guld værd. Når du som plejepersonale har øje for den forskel og tør hvile i at være begge dele, gør du netop en forskel!

Jeg forstår godt, at velfærdspersonalet kan føle sig ramt af en retorik, der til tider ikke værdsætter arbejdet med mennesker højt nok. Af samme grund føler de sig kaldet til at holde deres faglighed ekstra højt i hævd i et samfund, der ofte vægter den laaaange uddannelse højere end at være et ”godt og ordentligt menneske”, der gør sig umage på jobbet – uagtet uddannelseslængden.

Og nu siger jeg det bare, som det er: Du kan være nok så fagligt uddannet! Uden personlige evner og energi til at udmønte faglig ballast i kollegialt samarbejde og reelt relationsarbejde med borgeren løses omsorgsopgaven ikke optimalt.

Min bedre halvdel arbejder i psykiatrien og beretter levende (men med tavshedspligt!) om det relationsarbejde, de udfører. Det er givende, men også krævende. At stå ansigt til ansigt med det andet menneske – barn, ældre, psykiatrisk patient m.fl. – kræver overskud, og det har man kun, hvis arbejdsvilkårene er i orden.

Så hvor skal snittet lægges? I hvert fald ikke dér, hvor alle – hverken borgere eller personale – skæres over én kam! Det skal tværtimod gøres tydeligere, hvornår den dygtige sygeplejerske, sosu´er, psykolog eller pædagog lykkes med gøre en forskel og dermed fortjener langt større anerkendelse, end tilfældet er i dag. I den sammenhæng er ledelse vigtigt – og god ledelse er endnu vigtigere!

Virkeligheden i hverdagens velfærd er ikke sort-hvid – eller for den sags skyld rød eller blå. Selv holder jeg selvsagt på de grønne, de konservative, som det parti, der vil have bedst sans for det skarpe snit, der netop skelner skidt fra kanel i velfærdskagen. F.eks. fjerne unødig dokumentation og bureaukrati, ikke effektivisere os til mere minuttyranni!

Fra mit socialkonservative ståsted kalder jeg på blik for balancen. Balancen mellem det individuelle ansvar og kollektivets ansvar for at løfte dem, der virkelig har brug for hjælp. På den ene side skal vi sikre os, at folk kan forvente at få den hjælp, de har brug for. På den anden side skal vi turde sige, at alle ikke kan forlange alt!

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg håber på, at et bredt samarbejde i byrådet – ledet af de tre største partier; C, V og S (gerne i den rækkefølge!) – kan sørge for afbalancerede beslutninger og nødvendige prioriteringer til fordel for kvaliteten i kernevelfærden – til fordel for relationer fremfor regler.

TAK for at du læste dette længere indlæg til ende… God valgdag til alle.