Viborg By

Rehabiliteringscenter Viborg viser “meget tilfredsstillende forhold”

Et nyt uanmeldt tilsyn konstaterer, at Rehabiliteringscenter Viborg er inde i en positiv udvikling, og at forholdene på centeret kan karakteriseres som “meget tilfredsstillende”.

Viborg Kommune modtog i 2016 to tilsynsrapporter, som beskrev, at Rehabiliteringscenter Viborg havde udfordringer med blandt andet medarbejdernes arbejdsmiljø.

Her et års tid senere er der tegn på bedring. En ny tilsynsrapport, som er lavet på baggrund af et uanmeldt tilsyn i august 2017, bemærker blandt andet, at ledelsen har arbejdet konstruktivt med de udfordringer, som tidligere blev påpeget, og lederne kan oplyse, at der er gennemført positive trivselsmålinger.

Borgerne er tilfredse

BDO, som har gennemført tilsynet for Viborg Kommune, bemærker, at “Rehabiliteringscenter Viborg har gennemgået en forandring på organisatorisk plan, som har medført, at der nu er fokus på tværfaglighed og borgeren i centrum”.

Det bliver også påpeget, at “borgerne er tilfredse med træning, pleje og omsorg, som har afsæt i den rehabiliterende gennemgang”.

Tilsynet vurderer, “at kvaliteten af pleje, omsorg og praktisk bistand er meget tilfredsstillende med udgangspunkt i en rehabiliterende tankegang.”  I tilsynsrapporten berettes der endvidere, “at den gode atmosfære underbygges af imødekommenhed, aktiv lytning, smil og latter”.

Rehabiliteringscenter Viborg på ret kurs

Også Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemført et tilsyn på Rehabiliteringscenter Viborg. Tilsynet foregik i maj 2017 og havde fokus på borgernes patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer i sin tilsynsrapport, at der er “ingen forhold af betydning for patientsikkerheden”. Endvidere konkluderes det, “at centeret opfylder alle Styrelsens krav”.

– Ældre- og Sundhedsudvalget er meget glad for at modtage de nye positive tilsynsrapporter. Siden vi fik de negative tilsynsrapporter, som blev efterfulgt af negativ omtale i medierne forrige sommer, har vi politisk fulgt udviklingen på Rehabiliteringscentret meget tæt, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Mette Nielsen og fortsætter:

– Vi kan konstatere, at den nye ledelse og medarbejderne har arbejdet målrettet og konstruktivt med udfordringerne, så centret er helt anderledes velfungerende i dag. Det skal de have ros for.

Fysiske rammer

Kun de fysiske rammer er ifølge BDO ikke optimale, hvilket begrundes af, at centeret tidligere har været et plejehjem, og ikke er bygget som et rehabiliteringscenter. Det vurderes dog, at rammerne er tilstrækkelige. Det er planen, at forbedre de fysiske rammer for træningsindsatsen.

Fakta

Rehabiliteringscenter Viborg modtager særligt borgere, som udskrives fra hospitalet med genoptrænings- og rehabiliteringsplaner. Opholdet er midlertidigt og varer typisk mellem 3-6 uger, hvorefter borgeren kan komme tilbage til eget hjem.

Læs tilsynsrapporten fra BDO her.

Læs tilstandsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed her.

Kommentarer